Læs dagbog

Can you feel it ???

En side i dagbogen "Livet op og ned..."
Skrevet af Bipolarix 21. februar 2018 11:04

https://youtu.be/goroyZbVdlo?list=RDgoroyZbVdlo

Noget musik går bare direkte ind bag facaden og skaber stærke, vedvarende følelser, pirker til ting jeg ikke helt har kontrol over, og giver mig en unik oplevelse.

Af og til får man set lige ind i hjertet på kunstneren, og lærer nærmest denne at kende.

Jeg spiller som regel musik fra et kvalitativt segment, hvor musikere og sangere kan meget mere end bare det tekniske.
Det skal være intimt, berigende, bekræftende og kunstnerisk.

Musik er et sprog.
Og jeg gider egentlig kun at lytte til dem som har noget at sige.

--------------------------------

I en rum tid nu, har jeg måttet konstatere at mit liv virkelig har ændret sig.

Jeg holder mig meget for mig selv...
Gider ikke værestedet.
Folk kommer der primært for at spise.
Når vi har spist, så går halvdelen hjem...

Og det sætter jo sit præg på indholdet...
Det meste handler sgu om mad og kage.....

Og alle har deres mening om de fleste...
Hvis jeg ikke vidste det, ville jeg ikke tro at folk var syge.
De har meget lidt forståelse for andres sygdom.

Så mine dage tilbringer jeg her hjemme.

Anette fylder stadig i mig.
Faktisk sidder jeg hver dag på et eller andet tidspunkt og vræler som en tøs...
Det er blevet mere intenst, mere nærværende.
Og jeg kan eller vil intet gøre ved det.
Løsningen er ikke terapi.
Ej heller medicin.
Det må være som det er.

Danskerne undrer mig ofte.
Jeg har hørt mange sige at de ville se Prinsens kiste, fordi det ikke var noget som skete ret tit !
Nu bilder jeg mig jo ind at jeg er nogen lunde i stand til at sætte mig ind i Margrethe af danmarks sorg...
Og sådanne udtalelser vidner bare om en mangel på respekt som man ellers skal lede længe efter...

For nogle få år siden var folk gode til at lave grin med Prinsen, smædehistorier og meget andet.
Nu da han er død, så er han pludselig et vidunderligt aktiv for Danmark.

Hvis jeg hed Margrethe og var regent, ville jeg være ilde tilpas, for hvad er sandt, og hvad er ikke?

Jeg har nu ikke hængt ved de programmer.
Nyheden er nok for mig.

Og på en eller anden måde rører den ved min egen sorg. Og bliver billet til at forstå en lille smule af hvad der sker for de mennesker.

Jeg tror egentlig at jeg er blevet gammel.
Gider ikke værestedet.
Gider ikke Distriktpsykiatrien.
Vil bare begrænse mig til det som giver mening, også her inde.

Og så tager jeg en stund med Anette...
Dejlige minder, et menneske som jeg i dén grad respekterer...
Hun har i overvældende grad været belastet i sit liv...
Misbrug (af hende), hun har haft et stofmisbrug, social slagside af uhyggelig grad, en mor som var sindsyg, og jeg kunne fortsætte.
Men det ufattelige var at hun kæmpede sig igennem én ting af gangen.
Hun ville ikke have medlidenhed.
Og hun bevarede en lyst til livet de fleste af os her inde nok kunne lære meget af.

Jeg har aldrig, hverken før eller siden, set noget lignende...

Kræften kunne hun ikke gøre noget ved.
Men hun levede resten af sit liv med glæde, kærlighed og respekt.

På en måde er det lidt som om alt er blevet mindre relevant...

Men jeg var heldig, jeg var der, og det er stadig meget værd.

Bip.

Kommentarer fra andre brugere

Ja, det med Prins Henrik. Desværre var medierne ikke søde ved ham. Han blev gang på gang hængt ud i de kulørte blade. Den strenge far, den stive franske mand med gebrokken dansk og ham der ville være konge. Det er svært for almuen at få et andet kendskab. Få de så typisk prinsen som den vinkende mand, når de rejste rundt i DK i deres båd, på Amalienborg ved Dronningefødselsdagen og når Prinsen klippede snore over. De så aldrig den anden side.

Senere var der fantastiske programmer med prinsen sammen med kokken og fra hans vinslot og lidt om hans jadesamlinger. Derved kunne folk danne sig deres eget indtryk og ikke bare bladsmørernes tilsmudsende historier.

Så var der hende som var til mindehøjtidigheden og som svarede på journalistens spørgsmål om en god historie. Hun svarede, at det er svært sådan på stående fod at komme med anekdoter, og en del af dem var jo fortrolige.

På et tidspunkt løb jeg ind i en person, som havde et medlem i sin familie der var en del af kronprinseparrets inderkreds. Det var dyrt, repræsentationer, fester og andet. Det koster altsammen. Men her hørte jeg, at pressens fremstilling af prinsen ikke retfærdiggjorde prinsens personlighed, som var alt andet end den stivnakkede husbond med gebrokken dansk. Han var en hjertevarm husbond som elskede at nyde livet. Nuvel prinsernes opdragelse var streng, men de er heller ikke almuen, den ene søn skal jo en dag være konge. Derimod var der slappe tøjler, når det gjaldt børnebørn som Dronningen engang kommenterede, så stegte prinsen pandekager i kaminen sammen med børnebørnene. Børnebørn skal man ikke opdrage, de skal forkæles. Nok om prinsen. Der kan skrives ufatteligt meget.

Du skal bare vræle som en tøs, det tager tid. Husker stadig, da du skrev at hospitalet havde sagt, at de ikke kunne gøre mere for Anette, og at det havde rystet hende - puha en besked at få. Synd I ikke fik mere tid sammen, det er meget uretfærdigt.

Knus

Skrevet af Anonym, 21. februar 2018 15:24

Hej Ingeborg.

Nej, og det var ikke kun medierne...
Jeg har i snart mange år hørt om at Prinsen var skabsbøsse...
Det har godt nok taget prisen for ondsindet sladder.

Jeg vil på ingen som helst måde forholde mig til Prinsens seksualitet....
I min verden tilhører det privatlivets fred.

Men meningen er vist klar nok, det handler om at sværte et andet menneske på aller tarveligste facon.
Og uden nogen form for relevans, sandhed eller muligheder for at kommentere eller forsvare sig.

Jeg håber de skammer sig.

Ja, der kommer som regel andre historier frem når man rent faktisk kender et menneske.
Dejligt at du kan tilføje en positiv og troværdig historie.
Så bliver der da lidt mere balance....

Ja, jeg fortsætter med at vræle.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal lade være....

Mit problem er mest den manglende kontrol.
Det kan være svært at skulle "forklare" hvorfor jeg pludselig sidder og tuder...

Løsningen er vist blevet at jeg ikke umiddelbart forklarer noget...
Sådan nærmest lidt "væn jer til det" agtigt...

Dejligt at høre fra dig Ingeborg.
Knus Bip.

Skrevet af Bipolarix, 21. februar 2018 17:29

Kære Bip

Ja, har man først elsket, altså virkelig elsket et andet menneske, og så mistet, så må livet bliver anderledes og de vigtige ting her i livet blive vægtet, langt højere en alt det ligegyldige vi tit får fyldt vores dage med.

Og ja, du var der og du har minderne og jeg er sikker på, at du også stadig har følelsen i dig, følelsen af kærlighed.

Den er så vigtig, hold godt fast i den : )

Kram og kærlige tanker til dig, Bip

- og tak fordi du er dig og gør de ting du gør.

jegvinder

Skrevet af Anonym, 22. februar 2018 10:12

Udskriv

Tip en ven