Læs dagbog

Jeg havde en psykolog en gang, lige efter min første indlæggelse.
På et tidspunkt kom vi til at tale om partnere.
Blandt meget andet, fortalte hun mig at en eventuel kæreste, skulle være rask og tålmodig...

Nu har jeg så fundet én som er terminal-patient.

Mit hjerte synes ikke at høre efter...
Jeg handler på impulser, og kan blive forelsket på et splitsekund..

Og sådan er det nok med mit liv i de fleste henseender.

Men det passer ikke ind i en "normal" tilværelse.
Forventningerne fra samfundet er at jeg igen kommer i arbejde..
At jeg bliver ligesom de fleste andre.
At jeg bliver helbredt.

Men det kommer ikke til at ske.

Jeg vil altid være bipolar.
Og jeg vil aldrig kunne medicineres til et "normalt" liv.

Alle de første 45 år opfyldte jeg kravene.
Jeg atrbejdede med fag jeg godt kunne lide.
Og jeg holdt fast med næb og kløer i min tilværelse.

Men meget var svært...
At gå til eksamen i en depression er ikke let, og slet ikke når man skriver speciale på 48 timer.

Jeg klarede det, og det var jeg glad for.
Jeg var født til mit fag.


Men nu smuldrer det hele.
Farvel til at være normal, farvel til selv at tjene mine penge.

Jeg sidder med så mange gode og dårlige historier som venter på at blive fortalt.

En bog kunne det blive..

Når jeg ikke kan gøre det godt som normal, så kan jeg i det mindste blive en interessant abnormal..

Mine historier er anderledes end det meste andet som bliver skrevet om af ligesindede...

Men først og fremmest skal min søn have dem.
Han er min, og jeg er stolt af ham, glad for at være far.
Og dér er jeg på lige fod med de fleste andre forældrer...


Han bor hos sin mor nu, hans far blev for syg..
Og det er fint, bare han har det godt.

I går kom han forbi, og vi spiste og så en film sammen.
Det kan jeg leve længe på.


Og det er vel hele pointen...
At vi egentlig alligevel ikke udskiller os så meget fra alle andre raske mennesker.
Der er flere ligheder end forskelle.

Og de største forskelle ligger i et samfund som kan koges ned til, at enhver skal være sin egen lykkes smed.

Dermed bliver der grobund for en elite, og for et klassesamfund, som er særdeles virkeligt, skønt nogle vil bilde os ind at det ikke eksisterer.

Vi bliver set lidt ned på..
Og vi skal have stadig mindre ydelser.
Det skal jo kunne betale sig at arbejde, ikke?

Jeg er på ressourceydelse.
Hvis jeg arbejder, så har jeg minimum seks tusinde mere om måneden til mig selv.
Så jeg får lyst til at råbe, at det ikke burde være så svært at gennemskue deres argument.

Men i stedet er jeg på et eksistensgrundlag, som gør at jeg for alvor skiller mig ud fra mængden.


Det bedste jeg kan gøre for mig selv, er at få det bedste ud af det.
Men hvordan er det lige at man gør det?

Måske skal jeg bare være stolt af at jeg er bipolar, stolt af at jeg er her endnu..

Retfærdighed på denne planet er et falsum.
De, magthaverne, er mere syge end nogen af os her inde.
Det bliver bare kaldt noget andet.. Politikere, direktører, magthavere..

Donald Trump her mere til fælles med os end han selv er klar over.
Manden er stinkende sindsyg og er en reel fare for menneskeheden...

Måske skal vi bare være glade for at vi i det mindste er sindsyge på den fede måde...


Bip