Læs dagbog

Jeg spurgte for ikke så længe siden, hvad jeg kunne give kæresten.
Det kunne hun ikke rigtig svare på, hun skulle tænke over det.
Hun har tidligere spurgt mig om det samme.
Jeg svarede at vores samvær, dybe samtaler og min kærlighed til hende var noget af det hun kunne give mig.
Hun spurgte fordi vi ikke kan have sex, grundet smerter og andre problemer med hendes underliv.

Men hendes svar var åbenbart svært at forklare.
Hun vidste det ikke.
Og derfor ændrede status sig til venner.
Ganske vist tætte.

For mig er det noget øv..
Vi kysser, holder i hånd, og sådan set gør vi alt andet end lige det umulige sex.
Og jeg kan, som vist den eneste, være sammen med hende når hun har det rigtig dårligt...
Ud over hendes børn, naturligvis.

Jeg er håbløst forelsket, så den er lidt svær at sluge.
Men jeg må tage det til efterretning.

Og underligt nok, så betragter jeg det lidt som om at jeg er knap så forpligtet til at være der...
Jeg føler det jo lidt som et spark i r....

Men al mulig respekt for hende og hendes ønsker.
Var hun rask, så var det noget andet...
Siger hun.

Men overordnet, så har jeg det faktisk ok med det.
Selvfølgelig synes jeg ikke det er godt, men jeg er ikke så ødelagt af det som jeg har været i et par lignende situationer.

Måske fordi jeg efterhånden har vænnet mig til at bo alene, og have det godt med det?
Jeg ved det ikke.
Men dejligt at mit liv ikke sejler på grund af det.


Hun har en fortid, som har været slem.
I følge hende selv, så har hun nok svært ved at elske.
Andre end hendes børn selvfølgelig.

Jeg har spurgt hvad hendes tidligere mand kunne give hende, og svaret var økonomisk tryghed, og hendes børn.
En forklaring jeg undrede mig over..
Hvor var kærligheden?

Hun har en meget direkte og hård overflade.
Og jeg ser lige igennem den, og finder et følsomt og dejligt menneske, som er blevet gjort fortræd af en idiot tidligt i hendes liv.
Også det elsker jeg hende for.


Ved ikke rigtigt, men noget har ændret sig.
Når man tilbyder noget værdifuldt, så er det underligt at det ikke bliver taget imod.
Men samtidig har jeg en fornemmelse af at hun ikke er i stand til at rumme mig.

Og jeg er jo også lidt af en mundfuld at skulle sluge.
Bipolar, og meget svingende.
Og jeg har jo også fortalt hende nogle dybt private ting fra mit liv.
Måske dumt, for det er ting jeg er alt andet end stolt af.

Jeg vil dog ikke opgive hende.
Jeg nyder vores samvær alligevel.
Men nu bliver det hende som må spørge mig om vi skal ses eller være sammen.
Det synes jeg er fair.

Men endnu en gang, synes jeg det er underligt, men også rart, at det ikke ødelægger mit liv.
Det ville det have gjort for ti år siden.


Bip.