Læs dagbog
Psykopater og stress
En side i dagbogen "Livet op og ned..."
Skrevet af Bipolarix 24. maj 2017 15:13
Det er hårdt at se et menneske som har store smerter, hvad end det er i sindet eller fysisk.
I går så (kæresten?) og jeg nogle afsnit om mord som blev efterforsket.
Mennesker hvis lys blev slukket, fordi nogle andre mennesker bare har hverken grænser eller empati.
Stjernepsykopater...
Det er umuligt at beskrive den smerte det medfører, både de nærmeste, men også det omkringliggende samfund.
Jeg troede egentlig ikke at der fandtes onde mennesker...
Nu ser jeg dem så mange steder.
Nogle på grund af religiøs/kulturel fanatisme, andre fordi det lige tjener dem bedst i øjeblikket at slå nogen ihjel for at opfylde deres behov.
Jeg fatter det ikke.
Livet er i forvejen kort, og forfærdelige sygdomme florerer...
Det burde være mere end nok.
Jeg har fået nok!
I går var jeg hos veninden.
Hun havde forfærdelige smerter.
I dag skal hun se om hun ikke kan blive røntgenfotograferet der hvor hun har ondt...
Hun siger at det er de sygeste smerter hun nogen sinde har haft..
At hendes fødsler var det rene vand hvis hun skulle sammenligne.
Og jeg kan kun se på, intet gøre...
Er det ikke rigeligt?
Hvorfor skal nogen med fortsæt bidrage yderligere med store smerter?
Jeg går ikke ind for dødsstraf.
Jeg synes at det er modbydeligt..
Men nogle mennesker kan bare ikke gå frit rundt..
Forvaring på livstid burde være den længste, og hårdeste repressalie..
Der er ingen grund til at slå yderligere ihjel.
--------------------------------
Lidt musik til det følgende..
Kopier, og sæt ind i din browser..
https://youtu.be/8DZJQjn3jV8
----------------------------------------
I dag kom min kontaktperson.
Jeg sagde til hende at jeg ikke skulle til træning i dag.
Det forstod hun ikke.
Hun begyndte at sige at det jo var mig selv som ville, osv.
Det blev jeg ked af, og det skubbede mig det sidste stykke ud over kanten.
Jeg kan ikke gå til træning, når hele natten og morgenen har været et helvede.
Så træt at det gør ond alle vegne.. I kender det selv.
Men jeg mødte ingen forståelse.
Hun betragtede det åbenbart som om jeg ikke gad...
Jeg synes at det er grænseløst frustrerende at skulle sidde og forsvare mig, fordi jeg har det dårligt.
Og mere til, for jeg bliver ikke forstået eller troet på.
Jeg kunne mærke det på hende.
Jeg stresser vildt over det..
Og så kommer selvmordstankerne myldrende, ubehaget, og en følelse af at være utilstrækkelig.
Øv, hvor er det unødvendigt...
--------------------------------------
Kh. Bip
Kommentarer fra andre brugere