Læs dagbog
Tager styringen på værestedet
En side i dagbogen "Livet op og ned..."
Skrevet af Bipolarix 27. maj 2018 00:12
Jeg gider det ikke...
Værestedet.
Vi skal formelt have en ramme hvor vi (især personalet) arbejder ud fra begrebet Recovery.
Men vi har meget lidt kontakt med personalet, og alene det gør det lidt umuligt.
Endvidere er der meget få fra personalet som har en relevant uddannelse.
Det er et kæmpe problem, fordi personalet jo skal "containe" os brugere...
Ved man ikke hvordan sindslidelser og andet fungerer og spiller ind på livet, så bliver det et svært, for ikke at sige umuligt pædagogisk problem...
Vi bliver heller ikke indraget i ansættelser eller andre væsentlige beslutninger.
Og netop dét er en forudsætning for at arbejde med Recovery.
Jeg har lagt en plan.
1. Jeg læser og undersøger hvad jeg kan mht. Recovery.
Derefteer laver jeg en synopse til de andre brugere, således at de bliver bekendt med hvad stedets mål egentlig er, og kan forstå hvordan recovery kan fungere, og hvad meningen med det er.
Denne del er jeg stort set færdig med.
2. På førstkommende brugermøde præsenterer jeg materialet.
Og derefter beder jeg om hvad der skal til for at vi fremadrettet kan få noget ud af Recovery.
Hvilke tiltag?
Hvad skal vi nødvendigvis have indflydelse på?
Og hvilke krav skal vi stille til personalet?
Og gider vi i det hele taget recovery?
Min idé med det er at de forandringer vi ønsker på værestedet, rent faktisk i høj grad aktualiseres af begrebet Recovery.
Værestedet er trægt, og fungerer ret dårligt, med undtagelse af at der bliver serveret mad.
Vi har talt meget om hvad vi ville, og har besluttet det på møder.
Men det bliver stort set aldrig til virkelighed.
Med værestedets målsætning (fylder under en halv A4-side) i hånden, vil jeg sige at vi burde kunne få det meste af det vi ønskeruden videre.
Hvis det IKKE lykkes, og stedet ikke vil den vej vi vil (inden for det absolut rimeliges grænser) så vil vi gå videre til kommunen...
Så må cheferne dér finde ud af hvordan vi skal forstå rammerne for recovery, og hvorfor stedet ikke allerede har en praksis omkring Recovery.
Og hvis de har, så må de forklare os hvori den består?
Den sidste del er et digt jeg har skrevet, som handler om at være på værestedet, og om mit liv generelt.
Det er måske interessant, fordi der nok ikke er nogen som ved hvad jeg går og tumler med af sygdom, og hvordan værestedet påvirker mig personligt.
Og det er netop nogen af de ting som skal i spil hvis man vil arbejde med Recovery...
Lyder det helt forkert?
Krads kritik samt gode ideer modtages med kyshånd...
Kærlig hilsen Bip.
Kommentarer fra andre brugere