Læs dagbog

Jeg har en knude inde maven, som hedder savn. Jeg savner ham. Han er så langt væk. Han er indlagt.

Det føles som totur det her. Den ene dag har han det godt, den anden har han ikke lyst til at leve mere. Vi er lige flyttet sammen, og i går sagde han, at han mente det var bedst vi ikke boede sammen... fordi han gerne vil have oplevelsen af at glæde sig til at mødes med mig i weekenderne. I den tid vi har boet sammen har hans depressive side kommet stærk til udtryk efter en højt at flyve mani... nu er han faldet dybt.

Samtidig har vores tid sammen under fælles tag været præget af at vi begge har været uden arbejde og studie... Vi har gået op af hinanden hele tiden, så vi har ikke haft normale omstændigheder til at kunne vurdere hvordan det egentligt fungere under samme tag.

Mens han er indlagt bor jeg i vores lejelighed,- og jeg hader den mildest talt. Bare det at vide at han ikke har lyst til at være her, gør at jeg sumper hen, og ikke har lyst til at rode op og gøre rent.

Jeg har ikke lyst til at være her. Jeg har ikke lyst til at være i denne lorte situation. Jeg har bare lyst til at forsvinde.

Jeg er lige startet på nyt studie,- og det oven i er da slet ikke til at bære... Skal være social og imødekommende for at "komme ordentligt ind i det"! Det er svært når jeg allermest bare har lyst til at skride fra det hele. Jeg gør det ikke... men hold kæft hvor har jeg lyst.

Jeg har ellers ringet til en forening for pårørende til sindslidende... Så kan jeg få hjælp til at takle alt det her lort!!!