Læs dagbog

Hej Dio

Det er ikke din skyld, intet af det!!!!!!!!!!!!!!!! Jeg er selv bipolar, og når man er manisk udstråler man en livsglæde og et drive, der smitter. Ens "Jeg/vi kan da det hele" er meget smittende, fordi alle gerne vil, at livet var så let, som en manisk person kan få det til at se ud som. Man er eventyrlysten og impulsiv, hvilket kan være enormt befriende! Der er en grund til, at bipolare mennesker sommetider savner manien, når den er væk - mani = ingen tvivl om sig selv, sit værd og sine evner. Det er kun forståeligt, at den maniske persons udstråling er tiltrækkende - på rigtig mange måder.

Da jeg mødte min kærlighed for ca. syv år siden, var jeg i en periode, hvor en mani var ved at stilne af. Jeg havde haft en vild sommer, hvor jeg virkelig havde skejet ud på alle fronter. Jeg var stadig i en tilstand, hvor humøret var højt, og det han oplevede var en pige, der var fuld af gå-på-mod og livsglæde. Da der så kom ro på i takt med, at det blev hverdag, indhentede maniens skyggeside mig. Højt at flyve dybt at falde!!! En mani er altid efterfulgt af en depression. Både fordi man er nødt til at forholde sig til de ting, man har lavet, mens man var manisk, og fordi alting pludselig er gråt i gråt i forhold til den fantasiverden, man netop har forladt. Det er ikke sjovt at opdage, at man rent faktisk ikke kan gå på vandet, når det går op for én, mens man er langt fra havn!

To-tre mdr. inde i vores forhold faldt jeg, hårdt! Jeg endte med at ligge i sengen i 1-1½ år, hvor han madede mig, badede mig og gik små ture med mig - han måtte sågar lyne jakken for mig. Jeg var SÅ langt nede :( Det var sgu' synd for ham, og det kræver et menneske, der er gjort af et helt bestemt stof at stå det igennem så tidligt i et forhold (i det hele taget). I stedet for at blive såret over, at jeg kunne være deprimeret, når jeg "burde" være lykkeligt forelsket, tænkte han bare på, at han ville gøre, det der skulle til for at få den glade pige tilbage, glad i almindelig forstand. Han forelskede sig hurtigt og meget, fordi jeg netop var så "lad os indtage hele verden" - agtig.

Mens jeg var i behandling, fik vi et tilbud om at deltage i et såkaldt psykoedukationsforløb for patienter og pårørende, hvor man lærer en masse om sygdommen og om, hvordan den spreder ringe i vandet. Jeg håber, du vil spørge hans behandler, om i har den mulighed. Min søster deltog også, og det var dejligt for dem at finde ud af, at de ikke havde/har skyld. Og det hjalp dem til bedre at forstå mange af mine reaktionsmønstre, så de ikke behøvede at tage udbrud personligt. Og sidst men ikke mindst var det rart for dem at møde andre i samme situation.

Det har vist sig at være en svær opgave at få mig godt nok medicineret, så jeg svinger heftigt, "desværre" mest i den depressive retning. Når jeg så har det godt, har jeg det ofte meget godt, og det gør ham så glad, at jeg ikke bare ligger i sengen og kigger ind i væggen. I bedste mening kommer han stadigvæk nogle gange til at gå med på bølgen, fordi det er skønt, at jeg er så glad og optimistisk, og fordi min sexlyst vender tilbage. Det ér en byrde at være pårørende til et menneske med en sindslidelse, for der følger ekstra svære foranstaltninger med. Nogle gange kommer han til at træde mig over tæerne, når jeg bare er almindeligt glad og pjattet, fordi det er svært at skelne, og han nødigt vil se det eskalere. Det er ikke nemt!

Det gode ved det hele, for os, er, at vi lynhurtigt udviklede et bånd, der er så stærkt, at vi aldrig nogensinde tvivler på vores kærlighed. Når man først har stået den slags prøvelser igennem sammen, så er man stærkere end stærk sammen. Det er en høj pris at betale, men klarer i to det her sammen, så får i en kærlighed for hinanden, som folk skriver bøger om! Det betyder, at du må sige ja til et liv, hvor der altid vil være eller lure en fare for nye sygdomsperioder. Du får mange "opgaver", man ellers ikke behøver bøvle med, fordi du netop er nødt til at finde en balancegang mellem at analysere hans adfærd uden at overanalysere og træde ham over tæerne. Samtidig skal han lære ikke at forblive sur på dig, når det kan føles som om, du bare er frk. negativ, når du stiller spørgsmålstegn. Når man er manisk eller bare på grænsen, så er det værste man ved, når nogen prøver at bremse én. Jeg håber i får mulighed for psykoedukation!

Jeg har i alle syv år haft min mand med til både psykiater og psykolog 75% af tiden, fordi det er en fælles udfordring. Min nye behandler har også allerede sagt, at hvis det er okay for mig, så vil det kun være givtigt, hvis min mand deltager i min behandling. For at jeg kan have det godt, skal han have det godt! Den bedste medicin er trods alt kærligheden, så den skal man virkelig værne om. Og der skal være plads til, at det også er skide svært for partneren! Jeg skal til at behandles af flere forskellige for mine forskellige diagnoser og ham, der gerne vil have min mand med står for at behandle min bipolare lidelse.

Jeg håber, at du tager det til dig, når jeg som en person med samme lidelse fortæller dig, at du ikke bærer nogen skyld. Du kan og bør sætte dig rigtig godt ind i sygdommen, men det er ikke din opgave at kurere. Og det er heller ikke fair, at du skal gå på æggeskaller af frygt for at træde ham over tæerne el. forværre noget. Hvis i skal bevare et ligeværdigt forhold, skal du hverken forsømme dig selv eller agere psykolog for ham. Hvis du ikke sætter grænser og sørger for at pleje dit eget liv, så bliver du kvalt og vil komme til enten at bryde sammen eller løbe skrigende bort. Så længe du ikke lige frem opfordrer ham til at handle uhensigtsmæssigt (penge, alkohol etc.), så gør du ikke noget forkert. Jeg så på edukationsforløbet, hvordan mange forældre og partnere kommer til at påtage sig en skyld og et ansvar, der slet ikke er deres. Det hjælper ikke ham, og det ville være uudholdeligt for dig selv! Det eneste der er din "opgave" er at elske ham og affinde dig med, at han en gang imellem opfører sig lidt aparte ;) Den bedste hjælp du kan give ham, når stormen har lagt sig er, at leve dit liv - ikke hans! Min mand dyrker en sport på eliteplan, og selvom det betyder, at jeg i perioder er meget alene hjemme, så elsker elsker elsker jeg, at han har sådan et fristed. Det mindsker lige frem min egen dårlige samvittighed! Du skal gøre plads til ham, men han skal så sandelig også gøre plads til dig.

Han er heldig at have en person i sit liv, der elsker og støtter ham! Lige nu er det eneste du kan gøre, at være fysisk til stede, selvom det måske virker som om, det ikke gør nogen forskel for ham. Det nytter ikke at komme med gode råd bare hold om ham og lyt eller være stille med ham. En masse ord larmer i ens hoved i den tilstand. Du skal ikke være bange for at henvende dig til behandlerne - de ved det er hårdt at være dig lige nu! Der vil være tidspunkter, hvor du oplever at blive pisse sur og frustreret, og det er helt forventet og i orden! Det hele handler ikke om den syge. Jeg vil også fortælle dig, at rigtig mange bipolare lever helt almindelige liv, når de først kommer i behandling. Når han bliver stabil, bliver han måske aldrig syg igen, hvis han er velmedicineret og i øvrigt passer på sig selv. Jeg er blevet førtidspensionist, fordi jeg tilsyneladende er en hård nød at knække, men det er ikke normen. Jeg tror det ville være godt for dig, hvis du læste en masse om sygdommen, og bestemt også historier fra andre bipolare og pårørende.

Husk at nøglen til succes i ethvert forhold er god kommunikation - især i et forhold som dette. I fremtiden skal han være villig til at lytte til dig og dine tanker og følelser omkring hans sygdom. Det kan være meget hårdt at høre, at man forårsager et menneske, man elsker smerte pga. ens sindslidelse, men det er sådan det er! Man tager og man giver!

En af de værste konsekvenser af en mani er de seksuelle eskapader. Man får en enorm trang til skeje ud på alle fronter, og når man er højmanisk, er der overhovedet intet filter til at administrere sig selv. Man tænker ikke i handling og konsekvens længere. Jeg kan sige med 100 % sikkerhed, at jeg aldrig nogensinde er utro, men fakta er, at hvis jeg en dag bliver højmanisk, så træder der nogle helt andre spilleregler i kraft. Man mister helt og aldeles det normsæt, man ellers lever efter. Hvis jeg skulle vælge, ville jeg af den grund hellere være deprimeret resten af livet end at leve med en adfærd, der ligger så langt fra min raske person. Jeg ville nok tilgive det, hvis jeg var offer for det selv, men jeg ville ikke fortsætte forholdet. Der er nogle ting, der er så grelle, at det er bedst at kaste håndklædet i ringen. Jeg har prøvet utroskab i et tidligere forhold (fra begges sider), og man kan aldrig få det tilbage, der holdte en sammen til at begynde med. Hvis jeg en dag sårer min mand så voldsomt, hvor ufrivilligt det end ville være, så ville jeg ikke engang være så egoistisk at blive hos ham, hvis han bad mig om det! Troskab er hellig! Når man ved, at utroskab er en af farerne ved at være manisk, så er man nødt til at have en kommunikation, der er så god, at man sammen kan fange en mani i opløbet. Jeg går meget op i, at man må tage ansvar for sig selv og sine handlinger, og derfor mener jeg, at man bør gøre, hvad man kan, for ikke at sætte sig selv eller sin partner i en potentiel farlig situation. Jeg holder mig fx fra alkohol, fordi det fjerner al fornuft i min hjerne. Og sker det en gang eller to om året, at jeg drikker alkohol, så er det altid i hans selskab. Man er nødt til at være realistisk omkring sin sygdom, og det håber jeg, han også vil være.

Jeg bøjer mig i støvet for jer dejlige mennesker, der ikke skrider så snart lokummet brænder! Jeg ønsker inderligt for dig og din kæreste, at han snart får det bedre, så i kan nyde livet og hinanden igen. Jeg vedhæfter også lige et varmt skulderklap fra min mand, der bestemt også føler med dig!

Skrevet af Anonym, 23. august 2011 07:40

Hej ACM :)

Tusind tak for dit dejlige lange brev. Det betyder rigtig meget for mig. Måske mere end du lige aner. Det er rart at høre om andre som står i samme situation som os. Ja, psyk har talt om nogle kurser for patienter og pårørene, men min kæreste føler sig ikke klar til det endnu, da han stadig kæmper med at få sin hverdag til at hænge sammen og finde sig selv.

Pt. er han inde i en periode hvor han prøver at finde ud af hvad han står for. Hvilke værdier han har, og hvad han tror på. Før manien havde han fundet sig selv i Buddhismen, og nu står han og vil tage afstand fra alt der hedder tro, samtidig med at han leder efter "meningen med livet". Det er jo et KÆMPE spørgsmål, og jeg har snakket med ham om hvordan man får det ned på et lidt mere håndgribeligt niveau- alla hvad er meningen med Dit liv? Selv det er svært at svare på. Det er svært. Han ved ikke hvad han vil og hvad han finder glæde i... og det er som om at hans store spørgsmål spænder ben for at han rent faktisk kan leve... (Det var det han følte han gjorde da han var manisk -Men det var jo ikke virkeligt) Ja, lokummet brænder! Det er hårdt, men jeg hænger i. Han er den eneste mand jeg vil have.

/Dio

Skrevet af Dio88, 23. august 2011 09:38

Hej igen :)

Du kan ikke elske ham rask, men den støtte du allerede nu giver ham er simpelthen guld værd for ham. Jeg har lige læst dine andre to indlæg i din dagbog, og jeg får indtryk af, at du er en fantastisk kæreste. Ingen kan garantere, at det hele bliver godt, men i har fundamentet i orden, så mon ikke der kommer en smuk regnbue på et tidspunkt ;)

Pas på dig!

Skrevet af Anonym, 23. august 2011 15:24