Læs dagbog

I går tog vi ud til centret for bipolar lidelse i Århus, hvor min kæreste bad om at blive indlagt. Han kan ikke finde ro herhjemme, og selvmordsrisikoen er for stor til at jeg tør lade ham være alene.
- I bund og grund er han kommet i gode hænder, men jeg synes bare han er SÅ langt væk... og selvom at det ikke er logisk, så har jeg skyldfølelse over at jeg ikke er der. -At jeg lever mit eget liv ved siden af. Jeg VED det er nødvendigt at jeg passer på mig selv, men i alt hvad jeg foretager mig indgår han i mine tanker. Jeg kan Ikke leve mit eget liv ved siden af, for han er en kæmpe stor del af mig.

Jeg var ude med nogle ting til ham i går aftes, og i starten var jeg bange for hvordan det ville være ml. os. Selvfølgelig er han stadig den samme kæreste som han var i forgårs, men det hele virker bare fuldstændig anderledes nu. Måske fordi jeg har givet ansvaret videre til de profesionelles hænder. Jeg føler det som et nederlag, at jeg ikke har kunnet "gøre ham rask".

- Sagt derefter, så mener jeg at det er godt for vores parforhold, at der er andre der kommer til at tage lidt over, så det ikke går hen og bliver et mor/søn forhold. Jeg må desuden sætte min lid til at han selv gør en indsats, og kæmper for at få det bedre...

Selvmordstankerne er der stadig, men det virker som om at han kan sætte dem lidt mere i bås, hvilket er yderst positivt.

Jeg tager ud og besøger ham i morgen, og så går vi en lille tur ned til stranden. Det var nemt nok at snakke med ham sidst derude... Jeg har bare en frygt for at jeg ikke ved hvad jeg skal tale med ham om. Vi har allerede talt om så meget.

JEG VIL IKKE MISTE HAM!!!

Dio