Læs dagbog
Sorg over min far
En side i dagbogen "Min proces"
Skrevet af Dio88 15. februar 2012 12:28
Kan jeg overhovedet have et forhold, når jeg går rundt og er så ked af det. Jeg er så bange for at gøre noget forkert og for ikke at være god nok. Bare der er den mindste lille misstemning ml. min kæreste og jeg, så vræler jeg og føler skam over at jeg ikke kan styrre mine følelser. Synes det er specielt galt for tiden. Jeg har en lille tanke om hvad det kan være, men ønsker bare så inderligt at det ikke er det der påvirker mig.
-Hvis det er det jeg tænker på, så er jeg bare et klassisk psykologisk eksempel.
Jeg er i sorg over min far for tiden. Det er en lang fortælling. Jeg elsker min far, men jeg kan ikke holde ud at være sammen med ham, da han opføre sig som et lille barn, -og er ligeglad med om han sårer folk. Min storebror og jeg har gennem hele vores opvækst haft det rigtig svært ved ham. Jeg kan ikke mere, og det kan min storebror heller ikke. Jeg er glad for at jeg har ham at dele det med.
< Jeg har fortalt min far hvorfor han gør min storbror og jeg kede af det, og det eneste han havde at sige var at vi var alt for sarte.
-Jeg har ikke talt med min far siden oktober,- og selvom jeg har skrevet god jul og fødselsdag til ham, så har han bare skrevet en endnu kortere besked til mig. Jeg har således også skrevet til ham, at uanset hvad, så vil jeg altid elske ham. Denne besked skrev han ikke engang tilbage på.
Han kæmper ikke for mig... for at beholde mig som sin datter. Jeg føler mig svigtet og denne svigt påvirker mit forhold til min kæreste i aller højeste grad. Jeg er SÅ bange for at han tager mig for givet og ikke vil kæmpe for at beholde mig. At han bare render sin vej lige som min far. Jeg hader at denne klassiske svigt situation påvirker mig i så høj en grad. At jeg er hende den skrøbelige, som ikke holder til en pind.
Kan jeg overhovedet komme om på den anden side og hvor lang tager det før jeg kommer ud af denne forbandede sorg?
Min kæreste siger at han altid vil være der for mig, men det er jo meget nemt at sige. Godt nok var jeg der også for ham og gav alt hvad jeg havde da han var indlagt på psyk. med depression i efteråret,... men mon han kan overskue at det ikke kun er ham der kan have det svært? Dengang var han også ekstrem usikker på om jeg ville være der for ham...
Det er en lang historie... Jeg er træt og ked :(
/Dio
Kommentarer fra andre brugere