Læs dagbog

Jeg har en lang list af ting, som jeg skulle lave. Men hele dagen sidder jeg i lænestolen og tænker. Jeg er uroligt. Jeg har svært at trække vejret, fordi hele kroppen er anspændt.

Jeg har skåret af mig selv. Det var for lang tid siden (ca. 20 år siden). Men nu er viljen, at gøre det, tilbage. Jeg er sur på mig selv, fordi jeg ikke gør noget, spilder bare min tid for at tænke på én, som behandlede mig uretfærdigt.

Min psykolog siger, at bag af den tilstand, står nogle følelser. Jeg prøver, at finde ud af, hvilke følelser. Men jeg ved ikke. Jeg savner rigtig meget en god ven, som kan og vil lytte mig. Men lige nu har jeg kun mig selv. Og jeg behandler mig ikke ret godt.

Jeg ved, at socialmedia ikke er godt for mig. Jeg prøver at undgå det, men telefonen er ligesom sygdom. Lige jeg lægger det på bordet, skal jeg lytte til musik, tjekke e-mails, eller min kalender. Og når jeg har den i hånden, så lander jeg på FB, Youtube osv. Hvorfor en idiot jeg er?!

Hvorfor har jeg det så svært at bare gå videre i mit liv? Hvorfor kan jeg ikke elske mig? Jeg virkeligt ved ikke, hvad jeg vil i livet. Jeg er lidt ligeglad. Jeg ved ikke, hvad jeg ønsker.

Jeg læser listen om de dårlige vane, som min eks-ven havde. Jeg læser de sms’er, som han skrev. Men det gør ondt, og jeg gider ikke mere at tortur mig selv med det. Så er der jo plan B, som er: ”STOP de tanker og gør noget andet”. Men jeg har slet ikke energi for at gøre noget andet. Jeg er tom af energi, og derfor jeg hader mig selv.

Det kunne være nemmere, hvis der er en manual om, hvordan man skal behandle sig selv, eller hvad skal man gøre ved disse følelser eller i denne tilstand. Men det er heller ikke noget om det.

Nogen gang tænker jeg, at jeg har lavet så mange dumme beslutninger i mit liv, og det hele er påvirket mig alt for meget, at jeg aldrig bliver ok igen. Og jeg gider ikke at være midt i de følelser i resten af mit liv. Jeg vil føle mig glad, rolig og selvsikkert.

Min erfaring er, at det bliver bedre. Men det kommer jo tilbage. Da det sket før den sidste gang, så lovede jeg til mig selv, at jeg ikke sætter mig i denne situation mere, at nu gør jeg det hele anderledes og bedre osv. Men…
Jeg er her igen. Jeg var der 2017 (til 2018). Og nu (juni i 2020) igen. Hvor længe skal jeg kampe med det nu? Allerførste gang tog det 4-5 år, før jeg blev klar igen. Så der er sket lille fremskridt. Måske en dag bliver jeg immun over for idioter (mænd, som behandler mig dårligt, uden respekt). Det er bedst, hvis der ikke kommer den slags i mit liv.

Men 6 stykke i træk, måske er det lidt naivt at tænke, at der ikke kommer den 7. og 8.
Jeg tænker, hvad jeg har gjort forkert. Hvorfor behandlede de mig sådan? Er det derfor, at jeg ikke elsker mig, er det derfor, at jeg snakkede om mig dårligt, er det derfor, at jeg ikke viste mine følelser ud, at jeg virkede alt for stærkt…

Jeg tænker, at jeg ikke kan ændre andre, men jeg kan ændre mig selv og mine holdninger. Jeg vil blive bedre.
Men måske skulle jeg tænke, at jeg er allerede godt nok. Der fejler slet ikke noget i mig. Der var fejl med dem. De skulle ændre sig, eller de var ikke godt nok for mig. De var ikke rigtige for mig.

Nogen gang jeg føler, at de bliver hurtigt over mig og går videre deres liv, mens jeg bliver fast i den sorg og tristhed. Men det var jo mig, som var ofre. Hvorfor bliver ofret straffet, mens de andre nyder sit liv uden problemer?

Hvorfor har jeg fortjent sådan et svært liv? Jeg er sød ved andre, hjælpsom, omsorgsfuld, kærlig, måske lidt naiv.
Og enden af dagen, vil jeg selv slå mig, skade og straffe mig… Der er jo ingen logik i.