Læs dagbog

Ensomhed er en følelse ligesom de alle andre, men det er en ubehagelig følelse, som jeg har ”mødt” i mit liv ret tit.

Jeg er interesseret i psykologi og fandt en video, hvor Guy Winch snakker om følelser. Han skrev en PhD handling om ”ensomhed”. Ja, hele undersøgelsen om KUN en følelse. Jeg var også lidt skeptisk, da jeg hørt det første gang, men da jeg var færdig med hans video, så tænkte jeg, at alle følelser, skulle have en bog. :D

Han sammenligner psykisk helbred med fysisk helbred. Som er en interessent synsvinkel. Jeg siger, at hjerne er en muskel (organ) ligesom musklerne i kroppen. Og når vi lige begynder med at dyrke sport og har ingen idé om, hvad vi skulle gøre eller hvordan, så tager vi en træner, som hjælpe os. Men når vi har det skidt (hjernemuskel er ikke i denne stand, som vi ønsker, at det er), så tør vi ikke tage til hjernemuskel-træner (læs til psykologen).

Man siger højt, at man tage til motionscenter og har en træner, men man tør ikke at sige, at man begyndte at træne sin hjerne. Teoretisk skulle der ikke være forskel, mellem de to. Tekniker er forskellige, men idé eller budskab er det samme. Nemlig ”nogle muskler er ikke i denne stand, som man ønske og man vil ændre det, og som ny-begynder vil bruge træners hjælp.”

Men i virkelig verden er det jo anderledes. Det ved jeg godt. Vi må kalde dem ”samfundet” (en flok mennesker, som er største del af gruppen og tænker ens, eller virker ligesom de tænker ens – nogen gang de tør ikke sige, at de er uenig). Samfundet har holdninger, og de sætter skilter på alle. Når jeg siger, at jeg går til psykologen, så første reaktion er ”Du ser ikke ud, at der fejler noget med dig”. Faktisk ved jeg ikke, hvordan skulle jeg reagere til det. Jeg bliver målløs plejer. (Neutral reaktion).

Nogen gang kan jeg høre, at mennesker snakker negativt om dem, som skal bruge psykologens hjælp. Det har ikke sket med mig, men jeg har mødt denne slags holdning. Jeg selv mener, at jeg er mere rask nu, når jeg møder med min psykolog, end denne gang, da jeg var helt alene med mine tanker og følelser.

Selvfølgelig kan man ikke se, at der fejler noget med mig, fordi jeg arbejder på sagen. Desuden var min ”fejl” gennemsigtigt. Det var (eller stadigvæk er) i min hjerne, og på dagligt virker jeg godt, men jeg selv har det ubehageligt indenfor. Og jeg tror, at det ikke skulle være sådan.

***

Men jeg skulle jo skrive om ensomhed. (Som Guy Winch siger:) Det er en følelse, som skaber tankerne om, at de andre omkring éns holder af éns meget mindre end de gør i virkeligheden. Man bliver bange for at gøre noget for at bryde ensomhed (fx ringe til nogen eller skrive til nogen eller invitere nogen til en kaffe/te osv.), fordi man tror, at man får en afslag. Og hvorfor skulle man risikere at få mere ondt (el. afvisning), mens man allerede har det dårligt. Man tror, at man ikke kan tåle mere negativitet end man har det nu, og man tror, at der kan ske eller komme KUN negativ reaktion fra andre. (For at beskytte sig fra negative scenarier, sidder man alene med sine tunge tanker om, at ingen elsker/holder af ham/hende).

Jeg har rigtig meget erfaring med denne følelser. Så, hvordan ser det ud i vireligheden? Når jeg føler mig ensomt, så logger jeg mig ind i Facebook og kigger, hvor ”dejligt og aktivt” liv de andre har. Jeg bare sidder der og venter, at nogen tager fat i mig, kan mærke, at jeg er ”grøn” og klar til at chat. Det sker ikke. Efter 4-5 timer ventetid, når mine følelser er mere tunge end før, og jeg havde overlevet mange skuffelser, fordi jeg har mærket mange, som har været aktiv, men ikke skrevet noget til mig. Så skriver jeg nogen og… Der kommer ingen svar. Ja. Katastrofe. I hvert fald følelsesmæssigt.

Nogen gang skriver jeg til mange (4-5 stykke), men ingen svar. Og hvis de er grønne og ikke svare, så tænker jeg, at de undgår mig, de hader mig, de kan jo se, men de gider ikke at skrive med mig. Jeg er en idiot, som er kun på vejen og forstyrrer andre osv.

Så bliver jeg mere vred, skuffet, ondt ved mig selv… Og til sidst, når nogen svarer, gider jeg ikke snakke med dem, eller er meget negativ og kritisk… Jeg bliver én, som man ikke kan snakke (fordi jeg er lukket og væk)…

Den anden gang jeg sletter dem, jeg undgår dem, jeg svarer ikke, jeg har ikke tid til dem. Jeg vil hævne mig på dem, jeg ønsker, at de har det ligeså ubehageligt, som det var for mig.

Men… Jeg glemmer, at jeg har også nogen gang travlt. Jeg kører i bilen og bruger Google Maps, så er jeg også ”grøn” for dem, men jeg kan ikke svare med det samme. Jeg vil gerne, jeg glæder mig helt vildt, at man har skrevet, men der er ikke mulighed for at stoppe bilen og svare. (Nogen har måske en familie, børn, som skal have opmærksomhed, eller skal lave mad eller shoppe eller løber eller osv.).

Jeg vil siger, at ensomhed er en følelse, som skaber en (bestemt) slags tanker. De hænger sammen, de er ligesom et sæt (ensomhed og tankerne). Så derfor et det vigtig at vide, at de tanker er kun tanker, som kommer og går, de kommer på grund af ensomhed, og de beskriver slet ikke den virkelige situation. Man kan aldrig vide, hvad de andre personer føler og tænker, derfor er det vigtig at spørge fra dem, i stedet for at gætte eller tror noget pjat, som hjernen producerer på grund af en følelse.

Rationelt og teoretisk kan man bryde ensomhed, når man tager fat i andre (én, som man savner eller vil snakke med). Sipmle as that! Det er så nemt og logisk råd, vel! Men i virkeligheden er det ligesom at krydse Mount Everest.

Jeg kender jo teorien, og har øvet det meget, men stadigvæk falder jeg i den ensomhedsfæld en gang i mellem. Jeg giver ikke op. Og den anden gang det lykkes, og jeg har det bedre. Og til sidst er det min fred, som gælder.

Vær venlig og tålmodig med sig selv!