Læs dagbog

Jeg mødt en flink, rar fyr for 3 år siden. Jeg var psykisk et dårligt sted i mit liv. (Et dårligt forhold og dårlige oplevelser med mænd. Jeg var bange for et forhold). Vi blev venner, rigtige gode venner. Han var altid der for mig, og jeg var der for ham. Jeg kunne snakke med ham om alt.

Efter et års venskab, ville jeg elske ham, men der mangler gnisten. Jeg arbejdede mine psykiske problemer og prøvede finde ud af, hvad jeg vil.

Efter 3 år, var jeg klar til et forhold. Jeg var mere rolig indenfor… Vi dyrkede sex. Han rørte mig og kyssede mig. Jeg bare ladede det gå. (Det var han, som begyndte det). Min skyld var det, at jeg flirtede, men jeg rørte ham ikke.

Jeg blev forelsket med det samme. Jeg troede, at vi er på vejen til et forhold. Men…

• Han måske elskede mig for 2 år siden.
• Han gav op (for 2 år eller 2 måneder siden, eller begge del).
• Han elskede mig ikke, mens vi var i seng sammen. Han tænkte heller ikke om et forhold med mig.
• Han vidste, at jeg ikke vil bolle med nogen. Hvorfor han gjorde det til mig, det ved jeg ikke?!
• Han mødte en PERFEKT pige i skoven. (De er hans ord – ja, det var svært at høre). (Han ville ikke sige noget til mig, fordi han ikke var sikkert, om pigen vil have et forhold med ham.)
• Han vil have mig, som ven. Men vil ikke have et forhold med mig, fordi han gav op lang tid siden.

Jeg har hele mit liv tænkt på andre menneskers følelser. Jeg har ignoreret mine følelser. Jeg har mistet kontakt med mig selv og mine ønsker/vilje. Så…

Nu har jeg bestemt, at jeg vil være sød ved mig selv. Jeg vil elske mig (fordi, hvis jeg ikke gør det selv, så er der heller ikke nogen anden, som gør det).

Det er ekstremt svært at slette ham. Vi havde ikke snakket, heller ikke skrevet sammen i 2-3 måneder nu. Jeg har sagt, at jeg ikke kan være venner med ham, fordi det gør ondt at se ham eller se ham med én.

Men jeg har holdt ham, som min Facebook ven og holdt vores samtalen i messenger. Jeg turde ikke læse vores samtalen igen, fordi jeg var bange for, at det gør ondt, så jeg holdte det, men samtidig undgik det.

Jeg blev frosset, hver gang jeg så, at han er grøn (aktiv), eller da han ”like”-de noget eller skrev noget. Jeg så venner forslag i Facebook, da der var en kvinde, som er venner med ham, tænkte jeg, at det er den perfekte pige, som han mødte, og jeg begyndte at sammenligne mig med hende. Og selvfølgelig vurderede jeg, at jeg er ældre, grimmere, dykkere, dummere osv… Fordi han valgte jo hende.

I dag havde jeg sessionen med min psykolog, vi snakkede om det. Og jeg fandt ud af (med psykologens hjælp), at jeg holder ham i min FB, fordi jeg ønsker, at ham kommer tilbage, at han finder ud af, at han elsker mig. Men… Det gør ham jo ikke. Han har sagt, at vi ikke bliver kærester.

Jeg kan ikke være venner med ham. Efter 3 måneder, gør det ligeså meget ondt, ligesom de var helt frisk sår. Så… Hvis jeg kunne være venner med ham, en dag i lang fremtiden, så tror jeg nok, at vi sender ny venskabs invitation. Men det er meget lille chance, næsten umuligt.

Jeg har også tænkt, at måske han savner mig, måske føler ham sig alene, måske hans far har det igen dårligt, og han ønsker, at jeg trøster ham (som dengang, da hans far var på hospitalet, og han var bange for at faren dør, han kunne ikke snakke med sin familie, fordi de ikke sakker om følelser så meget, og andre havde nogen, som de kunne snakke med, men han var alene osv…).

Men… Jeg har lovet mig, at jeg giver plads til mig selv, jeg koncentrerer på mig selv, jeg elsker mig. Han tænker på sig selv (han har sagt, at han ikke vil have et forhold med mig, selvom det gjorde ondt til mig). Det var rart. Men nu skal jeg tænke på mig selv og slette ham helt.

Det er slut nu. Det gør ondt, men bare den en gang og på en hård måde end mange gang og lidt. Jeg skylder det mig selv.

Mine følelser og mit hjerte vil noget helt andet, men de er ikke klar over, hvad er det bedste for mig. Derfor bruger jeg min kraft til at tage den fornuftige beslutning og sletter ham helt. Jeg skal ikke bruge én, som bruger mig som bollevenner, selvom han ved, at det ikke er noget som jeg vil, som tør at sige, at der er en perfekt for ham (selvom, han ved, hvordan jeg kæmper med manglende selvtilliden)…

Nogen gang er det svært at holde sig på den rigtig retning, men heldigvis har jeg min psykolog og viljen at elske mig og tænker på mig. Det skal nok gå!

Jeg har overlevet den slags ting mange gange (tror nok 6 gange nu), så jeg ved, at det bliver bedre. Eller der kommer den 7. gang, og jeg er nødt til at tage processen igen. :D (Sort humor, men et grin virker også lidt som medicin, så gør jeg det bare).