Når man er 2 til at danse depresionens dans
En side i dagbogen "Mine tusinde tåre"
Skrevet af Euphoria 4. november 2016 15:52
Ja, som overskriften lyder, så er jeg i et par-forhold, hvor min bedre halvdel igen kæmper med depressive tanker.
Jeg forstår ham godt. Livet er sgu hårdt at leve i og det bliver ikke mindre hårdere med tiden.
Jeg burde sidde og skrive på min novelle, men her sidder jeg, ved computeren mens min bedre/dårligere halvdel sidder ikke så langt fra mig og har nærmest besluttet sig for, at nu vil han være depressiv og ikke ringe til arbejdet og melde sig rask. Jeg forstår ham godt, men han forstår ikke at jeg forstår ham.
Det er frustrationen lige nu eller rettere, de mange frustrationer lige nu. Jeg er fyldt op af det hele og magter faktisk ikke at kæmpe/hjælpe ham mere. Jeg er nærmest gået hen og blevet en slags "mor" for ham end en kæreste og det gør så sindsygt ondt i hele kroppen og i hele min sjæl.
Det er disse dage, hvor jeg aller mest har lyst til at råbe af ham, at han skal tage sig sammen og være glad for at han har et arbejde.
At han skal være glad for at han kan bruges af andre og andre gerne vil gøre nytte af ham.
Jeg ved godt, at det er jalousi'en, der snakker lige nu, fordi jeg for næsten 2 år siden blev akut syg og nu sidder med en mave, der er fyldt med ar jeg ikke engang længere gider at tælle. Jeg kan ikke arbejde, men vil fandme gernr. Jeg kan fandme knapt nok begive mig afsted til svømmehallen uden at ligge med migræne-anfald dagen efter, hvor længelsen efter morfin er på det højeste.
Jeg fik i søndags det råd, at jeg skulle tilgive min krop for det den har udsat mig for. At jeg skulle give kærlighed til mig selv og jeg skulle give mig selv ro. 3 virkelige ekstreme høje krav, som har gjort mig enormt stresset og enormt presset, fordi det hele i øjeblikket bare køre af lort til.
Jeg befinder mig i et tomrum af alene-hed, der for hver eneste dag vokser og vokser. Ja, jeg har en kæreste. Ja, vi er forlovet...men for en i helvede, hvor er det bare hårdt at skulle danse depressionens-dans sammen med en anden. For at være ærlig, har jeg mest af alt lyst til at skride. Flytte væk, men jeg elsker jo manden og jeg ved, at han elsker mig. Det er derfor, at hele situationen gør så forbandet ondt. Vi hiver hinaden ned i helvede, hvor der ingen bund er.
Vi er meget tæt på at blive hinandens værste fjender og jeg magter simpelthen ikke at han ryger ned i endnu en depression. Når jeg forsøger, at hjælpe ham, så afviser han mig. Alt hvad jeg gør nytter ikke.
Vi er muligvis fortabte for hinanden og det er det, som gør aller mest ondt. Det river mig itu og driver mig til vanvid.
En person sagde til mig i søndags. "Depression er bare den yderste form for selvmidlidenhed."
Det var godt nok en hård udtalelse og jeg har ikke anet, hvad jeg skulle stille op med den. Den gjorde mig på sin vis enormt vred, men samtidig er det jo rigtigt. Man går og synes, at det er så synd for en selv i en sådan grad at det bliver en vane-sag. En vane, hvor man efter tilpas mange gange efter at have gået og slået sig selv med en muggert, faktisk begynder at tro at man har fortjent det.
Det er en åndsvag tankegang og jeg ved, at mange bliver stødt over den ligesom jeg blev det.
Men jeg kan også godt se det fornuftige i hele tankegangen. Vi er vores egne værste fjender. Vi går og tror, at alle andre er det, når det i virkeligheden er os selv.
Vi har enormt meget selvmilidenhed fordi vi vælger offer-rollen. Vi vælger/ryger ind i de roller, som der fra barndommens ben blev grundlagt for os. Fik barnet i os at vide, at vi var dumme, vokser vi naturligvis op med det fordi, der er ingen andre til at modsige det og hvis de gør, jamen - så har vi allerede mistet troen på, at det, de siger muligvis kunne være sandt.
Hvorfor er mennesket så destruktive i deres natur?
Hvorfor skal andre ødelægge det for os?
Hvorfor skal en enkelt person, præge hele vores voksenliv, fordi vedkommende havde lyst til at hæve sig over en og derved føle sig titusinde gange mere værd?
Nogle siger, du er hvad du spiser.
Der er ingen der siger, du er hvad du har lært af dine omgivelse.
Hvis dine omgivelse, heraf dine forældre, bedsteforældre, skolekammerater, lærere osv. har lært dig at du er absolut ingenting, så ER DU ABSOLUT INGENTING!
Det er en modbydelig tendens, som konstant bliver videregivet generation efter generation og det er absolut ikke iorden!
Og hvis det ikke er iorden, hvordan fanden kan man så tilgive uden at mærke vreden? Tilgivelse er jo ligemed at acceptere tilstanden. At sige, "Jamen, sådan er det jo." Jeg fik at vide, at vrede er altødelæggende, men kan man mon tro at der i dette univers findes den "positive vrede" kontra den "negative vrede". Og hvorfor må "positiv vrede" ikke eksistere? Hvorfor skal man tilgive og acceptere? Er det ikke det samme som at opgive kampen? Er det ikke det samme som at sige, at det aldrig har fundet sted?
Hvorfor gå ind og benægte noget, der har formet og gjort en til den man er?
Hvorfor skal jeg benægte, at jeg eksistere?
Tilgivelse, skulle være sådan et positivt ladet ord, men hvorfor i hele hulen gør det så, så ondt?
Og hvad opnår jeg egenligt ved at tilgive? Tingene forsvinder jo ikke. De bliver jo ikke visket væk og de forsvinder jo ikke som dug for solen.
Ja, jeg undres bare.
Kommentarer fra andre brugere