Læs dagbog

Igen en dag med utroligt meget uro inden i, som jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op med. Mit humør passer meget godt til det ekstrem omskiftelige vejr udenfor, men har så også en del at slås med:
- Erkendelsen af at jeg aldrig kommer til at blive rask og skal forevigt være i behandling med hormoner for at holde min sygdom væk.
- Accepten af, at jeg på lige præcist 1år har gennemgået 4 store operationer, som har efterladt min krop arret, nerveskadet og forandret for altid.
- Kampen mod kvalme, svimmelhed, migræneanfald/faldende energiniveau/ingen overskud eller overblik over noget som helst - er jeg mon på vej ind i endnu en depression eller skal jeg blot bare lige have luft og lov til at reagere på alt det, der er sket/sker?
- Kampen om at erkende, at man er måske blevet infertil pga de mange operationer i underlivet og måske aldrig bliver forældre til en lille guldklump.
- Uvisheden: kan jeg overhovedet kæmpe mig tilbage til et liv, hvor jeg igen kan varetage et job?
- Den evige vurdering af, om det jeg nu foretager mig fremprovokere smerterne.
- Det uopnålige; at lægge de smertestillende på hylden en gang for alle, dog er realiteten at jeg er nødt til at tage dem når smerterne bliver for meget.
- Ensomheden, der er blevet mere markant efter at måtte opgive det sociale liv.

Og jeg kunne blive ved, men efter at have været inde i en depression, længerevarende sygdom (hvor jeg næsten var ved at stille træskoene) og de lange dage, hvor kampen om den manglende energi bare er altoverskyggende - føler jeg, at det ikke kun er min krop der har taget skade, men også mit sind.

Jeg har svært ved at elske, har svært ved at lade andre elske mig (når jeg føler mig så defekt) og svært ved at blive ved med at kæmpe. Hvornår er det okay at give op? Og kan en midlertidig opgivelse mon give mig bare en lille smule af den ro, jeg længes så forfærdeligt meget efter i øjeblikket? Og hvilken ro, er det egentlig jeg gerne vil have?

Hvis jeg var forvirret før, så er jeg endnu mere forvirret nu :-( For kommer jeg nogensinde frem til et fredfyldt sind i live eller opnår jeg det først, når livet er løbet ud og kampene ikke længere skal kæmpes? Jeg ved, at jeg ikke giver op, men for helvede, hvor er det bare hårdt at skulle kæmpe konstant!

Jeg har det på nuværende tidspunkt, at jeg gerne vil have en anerkendelse på at "dette her" faktisk er noget lort istedet for konstant at få at vide, at "det hele nok skal gå." Jeg kan ikke være den eneste, der konstant har lyst til at plante min knyttet næve midt i ansigtet på den person, der siger sådan. Det er ufatteligt, at folk ikke bare kan acceptere, at det skal sgu være noget lort, før tingene bliver godt igen..men nej, "lorte-processen" skal som altid springes over og når man møder en fremmeds optimiske syn på ens egen situation, så har jeg ærligt talt mest af alt lyst til at brække mig. Kald nu en 'spade' for en 'spade' i stedet for at være 'åh så positiv'! Det hjælper ikke mig i øjeblikket og det forstærker blot det påklistret/falske smil jeg render rundt med og som jeg aller mest har lyst til at rive af! Så omverden kan se min sygdoms grimme og ubarmhjertelige ansigt. Intet bliver som før og intet bliver normalt igen - jeg vil for altid være ramt!