Læs dagbog

Jeg så noget af Tabu i går omkring spiseforstyrrelser. Tak ette fordi du gjorde opmærksom på, at det skulle komme. Jeg kunne ikke holde ud at se alt fra scenen, da hans stemme var forfærdelig, synes jeg. Så noget af det var uden lyd, men jeg så da noget af det. Kan man det, spørger jeg så mig selv om. Kan man lave sjov med så et alvorligt emne, der faktisk koster menneskeliv hvert år? Jeg kan ikke blive helt enig med mig selv, må jeg indrømme. På den ene side er jeg forarget. På den anden side er det måske okay, at emnet bliver blødt lidt op. Jeg håber bare, at publikum også erkendte, at det er en alvorlig sygdom, lige meget om man er for tyk eller for tynd. Ja, jeg ved det ikke. I morgen kommer der også noget om spiseforstyrrelser, og det vil jeg se.

Jeg har spist bedre de sidste 3-4 dage, og der er røget et kilo. Men der skal meget mere til. Jeg skal holde ud, selvom både sulten og lækkersulten gnaver. Jeg spiser stadig slik, bare mindre.

Min far var på sygehuset den anden nat - igen med brystsmerter ligesom for et par måneder siden. Han ville ikke blive til undersøgelser, men han skal nok ultralydscannes. Jeg tror ikke, det er andet end måske muskelsmerter eller lignende, men det er et værre bøvl jo. Der er godt nok mange bekymringer med min far. Jeg er træt af det. Må jeg godt sige det?

Ette, jeg har tænkt på det med den manglende invitation, som du var ked af. På den ene side synes jeg egentlig, man selv skal bestemme, hvem man vil have med. På den anden side forstår jeg godt følelsen af at være fravalgt. Jeg havde selv en veninde for nogle år siden, hvis datter skulle konfirmeres, og jeg var den eneste ud af over 90, der ikke blev inviteret. Jeg havde kendt familien i 8 år, havde tit været sammen med datteren, passet hende osv. Jeg var SÅ ked af det. Ikke på grund af festen, men netop følelsen af ikke at være god nok. Så jeg kan godt følge dig. Måske skal vi arbejde med selvværdsfølelsen og tænke, at det er deres tab, ikke vores?