Læs dagbog

Endnu en af mine venner har fået en kæreste. Jeg er stort set den eneste i min vennegruppe der ikke har en eller har haft en. Ved det ikke er noget der skal gå mig på og det kommer hvis det kommer, men føler mig bare som et skvat og en taber. Jeg misunder dem, jeg vil også være ens nr 1, men jeg kan ikke lade en anden være en del af mit galskab. Min ven der lige har fået en kæreste er en jeg har været rigtig gode venner med for nogle år siden og så drev vi lidt fra hinanden men er nu blevet venner igen, er bange for at det han har fået en kæreste vil ændre det... Jeg ved jeg lyder egoistisk, og skammer mig over det, men kan ikke lade vær med at have det sådan. Vil jo ikke miste ham, han betyder så meget.

Har haft nogle dumme dage, men tror det er ved at vende. Mit blå øje er ved at gå væk og mine sår ved at hele. Tankerne er der nogenlunde styr på, men ved at der ikke skal meget til før de tager overhånd igen. Det med kærester kunne godt være en ting der for det til at vælte. Har taget seroquel som jeg skal hver morgen, det hjælper. Skal snakke med min behandler i dag. Hun har virkelig været en stor hjælp, vi snakkede onsdag, torsdag og fredag og så igen i dag. Det dejlig og føler jeg bliver taget seriøst.

En ven jeg mødte på psykiatrisk afdeling har jeg stadig ikke besøgt, der har været så meget. Er dertil bange for han lægger mere i vores venskab end der er. Det for tankerne til at kører afsted og ved at hvis jeg besøger er der risiko for det hele vælter. Men har besluttet at jeg skal besøge. Må nok tage en dosis seroquel først, men så skal det nok også gå.

Jeg har ikke rørt alkohol siden torsdags, kunne godt mærke det var tæt på at blive et problem. Tænker ofte på at drikke. Tænker nogengange det kan være lige meget om jeg drikker eller ej. Kommer ikke til at få det godt alligevel. Prøver at slå disse tanker ud af hoved, men det svært.

Føler lidt mit liv er styret af medicin. Jeg kan ikke fungere uden, og går i stykker uden. Havde aldrig troet det ville komme dertil hvor jeg skal tage medicin for at kunne klare en samtale.

Føler mit liv er ved at gå fra hinanden. Vil bare så gerne være som andre. Jeg vil så gerne være rask, men mit hoved kommer i vejen. Jeg er så træt af det.

Er så bange for det vælter igen.. Det er bare et spørgsmål om tid før det sker. Kan mærke det sidder i mig endnu og bare venter på at komme ud. For kvalme af tanken. Sagde nej til indlæggelse, ved ikke om det var den rigtige beslutning, men vil ikke. Mit humør er i bund og har selvskadende og selvmordstanker... Har det ikke så godt, men ingen psykoser i det mindste.
Jeg skal til fest på lørdag og opereres snart og vil ikke aflyse nogle af delene fordi jeg var indlagt, derfor har jeg sagt nej. Vil desuden heller ikke ses på som et såret dyr af alle. Jeg har det ikke godt, men skal nok komme igennem det, selvom det er svært. Bare jeg kan holde det hele sådan nogenlunde på plads så det ikke vælter.