Læs dagbog

Jeg er startet dagen med seroquel. Min behandler og jeg besluttede at jeg fremover skal tage 50 mg hver morgen og hver aften for at jeg kan falde ned fra starten. Tænker det er en god ide, måske det hjælper?
Jeg skal mødes med min mor i dag. Har fortalt hende at det står dårligt til. Det har jeg aldrig gjort før. Jeg er ret nervøs for at ses med hende, da jeg stadig har et blåt øje. Skammer mig jo helt vildt og er bange for at hun aldrig vil se andet en der er svag...
Men har nu en god fornemmelse for det alligevel.
Rørte ikke alkohol i går, det var faktisk svært og kan godt mærke at jeg måske var på vej ind i et problem. Så ingen alkohol i hvertfald ikke den næste uges tid. SKal til fest på lørdag men drikker mig nok ikke fuld, bare en enkel, så for jeg nok heller ikke tvangstanker eller mister kontrollen.
Er glad for min behandler tager mig seriøs, vi mødtes torsdag og fredag og skal ses på tirsdag igen. Sagde nej til indlæggelse så det er godt at jeg kan få snakket med hende lidt oftere. Hun sagde dog at hun overvejede at slippe mig til psykose teamet. Jeg kan godt se at det er en god ide, men er jo bare så glad for hende. Jeg er bange for at skifte, men vil jo også have det bedre. Jeg græd da hun sagde det. Jeg tror at jeg ikke selv kan tage beslutningen så lade hende gøre det, hun er jo professionel så hun ved nok hvad er bedst.
Jeg skal senere mødes med min venindes mor. Eller veninde er måske meget at sige, hun vil ikke rigtig snakke med mig mere. Hun har borderline så kan godt forstå det på en måde. Hun har fødselsdag snart og tænker jeg køber en gave til hende selvom vi ikke taler sammen. Føler bare hun betyder så meget for mig at jeg vil gøre det, selvom hun ikke vil være min ven vil jeg gerne være hendes. Eller er det for mærkeligt? Glæder mig til at se hendes mor, jeg er hendes bonusdatter og hun min bonusmor. Vi har et godt forhold til hinanden og hun forstår mig.
Jeg har endnu ikke besøgt min ven på psykiatrisk. vi mødtes der for godt et år siden og har skrevet lidt sammen. Han er 20-30 år ældre end mig og det er kun venner. Ved bare ikke om det er min sygdom der taler når jeg føler han ligger mere i det end jeg. Han skriver han elsker mig og har sendt kyssmileys. Det sætte alle mulige tanker i gang. Har skrevet jeg gerne vil besøge, men har ikke gjort det endnu. Har selvfølgelig også haft det dårligt selv så overskuddet har ikke været der. Han har en kæreste så er det ikke mig der er gal på den? Håber det for han er en god ven og det vil jeg ikke have ødelagt. Tænker jeg bider tænderne sammen og tager ned og besøger ham i morgen og så forsøge at få tankerne under kontrol.