Læs dagbog

Jeg er bange for jeg aldrig kommer til at opleve kærligheden. Jeg har endnu aldrig haft en kæreste.
Jeg har altid følt jeg ikke passede ind blandt andre mennesker. Jeg virker sky, reserveret og negativ eller kynisk, det er jeg ikke. Jeg har svært ved at forstå og tyde menneskers udtryk og stemmeleje. Mangel på den basale fornemmelse for hvad er rigtigt, forkert, passende og upassende. Det føles ikke naturligt at være sammen med andre, har svært ved at skabe dyb kontakt med andre. Hertil har jeg muligvis et forskruet billede af menneskeheden, i hvertfald er jeg altid mistroisk og bange for at møde nye mennesker. Bare det at holde fast i de få venner jeg har føles som et fuldtidsarbejde… Løs snak er ikke noget jeg som sådan kan. Alt det der burde være enkelt må gennemtænkes bevidst. Det giver mig angst overfor mennesker, så kontakt er anstrengende og isolere mig dermed. Min tilværelse føles meningsløst og bruger meget tid på at spekulere over verdenen. Det kan være helt almindelig ting som: hvorfor betyder rød stop og ikke blå? Mine egne tanker og følelser bliver på en måde også til en genstand der skal overvejes og analyseres. Det betyder at i en samtale er jeg alt for opmærksom på hvordan jeg opføre mig, jeg kan ikke slappe af og være mig selv. Jeg er hertil ubeslutsom og har modstridende følelser.
På en måde kan man vel godt sige at mennesker skræmmer mig. Det er forfærdeligt, det næsten det værste ved at være mig. Jeg har en fantasi oppe i mit hoved om at få en kæreste der bare forstår mig og jeg kan slappe helt af sammen med, men har mistet troen på det kunne blive mere end blot en fantasi. Stort set alle i min omgangskreds har en de virkelig elsker, deres nr 1. Jeg ville ønske jeg ikke var så bange og havde alle de parader oppe, men ikke 8 år terapi har kunne fixe det. Jeg har mistet håbet og er bange for jeg må forblive alene. Det gør mig ked af det… Har altid troet at meningen med livet var kærligheden, men hvis jeg ikke kan få den eller opleve den, er mit formål gået tabt…