Læs dagbog

Tid er altså en underlig størrelse, måske især når man har depression.

Nogle gange kan jeg sidde hjemme i sofaen og tænke at dagen aldrig får en ende, at liver er virkelig langt og at det går uendeligt langsomt med at få det bedre.

Jeg fik mit seneste tilbagefald i oktober 2015 og nu er det maj 2016. På en eller anden måde er tiden gået, selvom det dengang syntes usandsynligt at foråret nogensinde ville komme og at jeg ville være der til at opleve det.

Når jeg tænker tilbage til oktober, kan jeg mærke at der er fremgang. Jeg kan i små øjeblikke glædes over at solen skinner, at der er blomster på min vej eller at jeg har fået hæklet en karklud. Der er små øjeblikke hvor jeg endda kan tro lidt på at fremtiden nok skal ordne sig. Der er øjeblikke hvor jeg tror på, at jeg kan finde et godt arbejde, finde en kæreste, rejse, opleve, skabe og gøre. I det øjeblikke går det op for mig, hvor meget der er sket siden oktober og jeg glædes over at jeg ikke længere sidder sammenkrøbet i min seng det meste af dagen uden at kunne tage mig sammen til et bad, til rengøringen eller til noget som helst andet.

På den anden side føles det ikke som om det går hurtigt nok. Der er lang vej igen, for jeg er rastløs, usikker, fyldt med dårlig samvittighed og lavt selvværd og jeg kan ikke være til stede i nuet, fordi tanker om fortid og fremtid tager fokus fra mig. Jeg håber at tiden vil skænke mig ro indeni, for selvom tiden går hurtigt kan den føles meget lang når man er for rastløs til at være i sig selv.