Læs dagbog

Jeg tænker tit på om andre mennesker kan se hvor tomt der er inde bag min skal.

Udadtil har jeg et fint liv. Jeg har en uddannelse, et job, et hjem, familie, nogle venner og er fysisk rask. Så hvorfor er jeg ikke bare glad?

Jeg ser på en kollega og tænker 'hvad er det du kan, som jeg ikke kan, siden du er glad?'

Jeg ser på en fremmed i toget og tænker 'du ligner en gartner og ser glad ud, måske ville det gøre mig glad at være gartner'

Jeg er sammen med en veninde og tænker 'hvordan har du fundet ro og hvorfor kan jeg ikke?'

Jeg leder hele tiden efter noget udefra der kan få mig til at have det bedre, selvom jeg godt ved at det er indeni den er gal.

Men jeg synes godt det er svært at ændre på tingene oppe i hovedet, når det er lige som om min hjerne er indstillet til at gå i en bestemt retning. Det er virkelig op ad bakke at lære at tænke på en ny måde. Når man først er fanget i depressionens mørke, er der lang vej tilbage.

Jeg håber jeg har en chance.

Jeg kan godt blive bange for at filmen knækker helt en dag. Så ved jeg ikke hvad der skal blive af mig.