Læs dagbog

Kære lille p

Jeg ville ønske du kunne mærke,
at du ikke behøver at være bange
for fortidens lange skygger
der store mørke lænker bygger.

Far stod med knyttet næve
og slog dig i tusind stykker.
Han tog dit sårbare hjerte,
erstattede det med smerte.

Mor gik alene ud i natten,
når det hele blev for meget.
Alt du ønskede var et knus,
når hun kom sikkert hjem i hus.

Morfar drak for at glemme
kampen i sit sorte sind
Det var svært at han ikke ville blive,
at du ikke kunne holde ham i live.

Alle de ting der er sket
har gjort, du har passet på.
Skam og skyld har fyldt din krop,
men vid at du er god nok.

Det er din historie.
Men der er stadig håb.
Vi kan give slip af andre og blive fri,
fri til at betræde nuets sti.

Den styrke du har vist,
er både din og min.
Men nu skal den forandres,
så mit værd for bestandig kan forankres.