Læs dagbog

Magter næsten ikke at skrive. Er møg ked af det. En mand døde i din by, iblandt "en gruppe mennesker".. Der bor Ca. hundrede mennesker i Østermarie, du var garanteret i blandt dem.. Åndsvage tanker. Åndsvage. Der er gået 1½ år; hvorfor skal du fylde så meget endnu..? Vil bare videre, væk, over dig, fremad.. Forbandede liv.

Fylder fyrre snart; ½ år, og det her liv kunne lige så godt være ikke-levet; har intet nået, alle mine drømme er knuste, alle som én; havde to store ting jeg ville; være stjerne i Hollywood (dengang.. for 20 år siden), og være familiefar..

Det lort er væk nu.. Det hele.

"Elsk dig selv, så kan andre elske dig".

Jeg er i en slags evig identitetskrise, hvor intet jeg gør, er godt nok, for mig selv, fordi det ikke blev til hvad det kunne være blevet. - Satte alt ind på den første drøm, Hollywood, alt. Gjorde ALT for det, og brast. - 20 år med at sluge den, og jeg er nok ikke færdig; jeg bor usselt, lavt - så lavt som man kan, og stadig have tag over hovedet - jeg laver intet, for alt er ligegyldigt, og nu..? Well, smerten inden i er fortaget nok til, at jeg kan tænke nogenlunde klart, og med det, indsigten: Jeg bliver ikke familiefar. - Alt hvad jeg havde inden i, har jeg givet til dig. Alt. Der er ikke mere, at trække ud, og give til andre, og jeg er låst i min kærlighed; 4..5...6..? år, før jeg er fri, inden i..? 4-6 år, med en kærlighed, til dig, der både fylder mig med smerte og tomhed, og som tager min tid, fra en ny kvinde..? Det er sgu åndsvagt.. Så inderligt åndsvagt.. Og imens dør jeg inden i, lidt ad gangen, hver dag..

Jeg svinger imellem lysten til at skride fra det hele, finde en pistol, og pløkke et hav af mennesker, og bare opgive..

"Pas på dybden af din kærlighed i dag, for det er dybden af dit sår i morgen.."

Jeg troede og stolede på dig, og det var mit livs værste fejl; du var en af dem.. Og der er tusinder, og jeg vil ikke være med.

Så, "Så, så må jeg jo skride..", men.. Jeg har ikke kræfterne, tror jeg, er ikke stærk nok, og har ikke ressourcerne til at skabe nyt i et andet land..

Det er nok det, der er sandheden i al dens gru, og derfor er jeg låst her.

"Wouldn't a smarter man, simply run away..?"
- Tori Amos

I would, men.. Sparket ud af sit eget land..? Saprket ud af det her polerede fængsel, hvor alt er så venligt og smilende, med syle for tænder, til den rå, brutale virkelighed i det fremmede, jeg på ingen måde er rustet til at håndtere..?

Institutionaliseret.. Jesus.. Det er vel nu eller aldrig, no..? "Leave today, or live and die this way.."

Good lord.. Og hvad er alternativet..?

At jeg presses så langt ud, at jeg gør noget overilet, og gør folk - folk, der uden tvivl har fortjent det - fortræd, og skal bruge det sidste af mit i fængsel..?

Fy faen nej.

Jeg må afsted.

Jeg må.. Krafteddeme.. Afsted.

Indien, Ukraine.. Hvor..?

Aner det ikke.. Min intuition siger nej til Ukraine; Gud det samme, men.. Hvad så..? Indien..? Trænger til hvide billige ludere at kneppe, i sommervarme.. Men det eksisterer bare ikke, SÅ, sommervarme, eller billige hvide ludere..?

Ved ikke hvor længe jeg har, det er så en anden sag; døden kan komme når som helst (ud fra en nøgtern antagelse), så spørgsmålet er; hvad vil jeg helst..?

Ukraine; pengene rækker længere der, end i Indien, og går det ikke der, så er der Indien, eller campingvognen hjemme..

Gider bare ikke sparkes ud, selv om det, reelt, er det, det er; vil gå selv, og have mig selv med, hvilket jeg ikke har lige nu.

Det er altafgørende dog; hvis jeg ikke skal sidde skrigende af angst i den flyver, så skal jeg være i overskud, og det er det.

Jeg må tage det som det kommer, men være i det, ét øjeblik ad gangen, i nuet, og bare tage det med; acceptere, at jeg er bange, men være i det, og tage det med.

Har tre måneder i Ukraine på Touristvisum, og så videre til Indien derfra..? Det må være planen.

Hvad skal jeg lave dernede..?

Der er frivilligt arbejde, lære sproget, gå i byen, snakke med andre expats, og spise god og billig mad i byen..

Det kunne godt blive helt godt, men..

"It looks like freedom and it smells like fun; but it feels like being, on the run.."

Uanset alt andet; det slår at sidde i spjældet, SÅ..

Fucking Ukraine, here I fucking COME!

/Simon