Læs dagbog

Og med ét var jeg væk. Facaden faldt.


I syv og en halv måned har jeg gik jeg med opfattelsen om at jeg gik og jamrede mig for ingen verdens nytte. At jeg bare var handlingslammet, opmærksomhedskrævende og kronisk søvnig.

Derfor lynede jeg munden og sagde ej noget til nogen.

I syv og en halv måned.
I 232 dage.



Jeg levede i et helvede bag ved den facade.
En porselænsfigur som var malet så fint med læberne pegende opad.

Blev smadret i gulvet i det hun sagde
... ”jeg vil mene at du er svært deprimeret”

Hun kastede redningskransen ud til mig, men min læge valgte at punktere den og lade mig drukne







Som hvis jeg aldrig havde lært at svømme, sank jeg rolig ned på bunden.



og blev der