Læs dagbog

Når jeg sad med dig, så følte jeg en overvældende trang til at bevæge mig tættere mod din mund, mod din krop. Om natten var vi sammenfiltrerede uden problemer, jeg ville hellere have en halvlammet arm end jeg ville afstå fra den intimitet vi havde sammen.
Jeg kunne af alting bedst lide at tale med dig. Aldrig før havde det været af så stor betydning hvad et andet menneske tænkte, følte og sagde.

Jeg kunne ikke forudsige dine tanker, i stedet havde vi diskussioner der varede til barnet vågnede og dagen var i gang igen.
Jeg higede efter at dele ting med dig.
Sange, film, billeder, romaner og tekster.
Alt det jeg fandt humoristisk, morbidt eller fantastisk, det ville jeg dele med dig for jeg vidste at jeg ville få en tilsvarende passioneret sammensvoren når jeg havde fået fremvist mine fund.

Dagene var ofte lange indtil jeg kom hjem til dig. Jeg kedede mig aldrig, og det er ikke sket før.

Nu iagttager jeg mennesker der taler.
Deres trivielle hverdagsoplevelser, tanker om mad og rejser. Intet af det er noget jeg ikke selv havde tænkt eller følt.
Uinteressant, forudsigeligt og sagt med et sprog der er så unuanceret og kliche fyldt at jeg får lyst til at skrige. SÅ vågn dog op, sig noget spændende, gør noget nyt, fortæl mig om noget du er bange for, ikke bare hvad du har købt og set.

Det er det, der er det sværeste.
Jeg savner at tale med dig.
Jeg savner at grine med dig over dårlige b-film fra 80erne.
Jeg savner hvor morsom du var. Vi havde ikke brug for hverken fjernsyn eller andet støj, vi havde hinanden, og jeg fik aldrig lyst til at stoppe dig midt i en sætning fordi jeg ved hvordan den ender - du var altid en overraskelse.

Vi var dårlige som kærester.
Jeg ved ikke om vi var for ens eller forskellige, men det fungerede aldrig helt.
Store skænderier der aldrig blev løst.
Alt for mange hemmeligheder, og en bitterhed der sad i os begge når vi havde skændtes og det igen hang i soveværelsets bjælker når vi lagde os til søvn.

Jeg har svært ved at forlige mig med at vi aldrig kan finde en mellemvej mellem sygelig symbiose og forhadt fremmedhed.
Vi bor så tæt, og alligevel ser jeg dig aldrig.
Du er deroppe, jeg er her, og engang var vi der sammen, nu er der andre mennesker, andre tanker og jeg aner ikke hvem du er mere.

Jeg har indset ting siden.
Jeg er klar over at jeg ikke åbnede mig for dig. Det var der mange grunde til.
Jeg nåede aldrig hen til at have en tillid til dig.
Følte mig utrolig afvist meget af tiden, og når jeg forsøgte at blotte mig, så blev jeg lukket i. Så jeg forblev lukket og tildækket, og du frustreret.

Det er svært at jeg oplever så meget som jeg ved du ville elske at høre om.
Det er svært at jeg selv er skyld i at det ikke fungerede, selvom du nok var den jeg havde mest tro på ville blive der.

Vi havde aldrig brug for andre.
Nu føler jeg mig disconnected fra alt og alle, alene med mine romaner og sætninger, alene i min seng og jeg kan ikke gemme mig længere.

Jeg vil gerne fortælle dig, at jeg er gået i terapi og jeg tager ansvar for mine fejl.
Jeg vil gerne fortælle dig, at jeg har fået et job - præcis hvor jeg gerne ville.
Jeg vil gerne vise dig de blade jeg fandt i Stockholm som jeg ved du vil elske.
Jeg vil gerne ned og gynge med dig om aftenen igen.
Jeg vil gerne afspille den musik for dig, som jeg har fundet siden, og ikke længere har nogen at dele med.
Jeg vil også gerne vise dig, at jeg prøver at være bedre.
Jeg er stoppet med at drikke.
Jeg prøver at være ærlig.
Det er svært.