Læs dagbog

Jeg havde ikke lyst til at gå hjem.
Har været i biografen i aften. Alene. Jeg har haft det planlagt i en uge. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at komme afsted. Har ligget i sengen det meste af dagen. Krøllet sammen. Rodet rundt. Sejlet. Måske det netop var skænderiet der fik mig ud af døren. Jeg kom tilmed i bad. Det er åbenbart svært at føle angst, når man er harmdirrende arrig.
Jeg skulle gå hjem og jeg gik uendelig langsomt. Filmen var følsom. Den havde på en måde givet mig ro og alligevel rørt mig på samme tid. Gjort ondt på mig. Sådan helt ind i benene, ondt. Jeg plejer aldrig at gå langsomt, uanset hvor jeg er. Jeg er dårlig til at tage ting ind. Jeg bliver utryg. Jeg er mere en ”fra A til B” type, når jeg går. Det ville være synd at sige den del af mig er blevet mindre siden angsten slog mig ud.
I aften var anderledes. Jeg havde ikke lyst til at gå hjem. Jeg havde lyst til at fortsætte. Gå en lang tur. Alene. Langsomt. Lydløst. Bare gå. Men jeg frøs, min krop skreg på mad og skyerne hang mørke og regnfulde over mig. Jeg er hjemme nu. Stirrer på skålen med havregryn mens regnen slår tungt mod ruderne. Det var nok meget godt, jeg bare gik hjem. Også selvom jeg ikke har lyst til at være her. Jeg sidder fast her.

Jeg er handlingslammet.
Jeg ved, der nogle ting, der er nødt til at ændres og jeg ved, at jeg er den eneste, der kan ændre dem. I hvert fald den eneste, der gør det. Bortset fra at jeg jo heller ikke gør det. Uroen, svimmelheden, smerten er større for tiden. Den fylder mig oftere. Jeg er ikke decideret angst, bare… ustabil, sort, mørk. Hvordan det lykkes mig at komme ud af døren de dage, jeg skal det, aner jeg ikke. Jeg diskuterer det også med mig selv hver gang. Om jeg kan få mig til at blive hjemme. Om jeg vil kunne acceptere mig selv, hvis jeg melder fra. Jeg kender godt svaret – fallitskiltet blinker bøjet i neon for mit indre blik – det er nok det, der får mig afsted gang på gang.
Min krop prøver at fortælle mig noget, jeg godt ved, men ikke vil høre. Jeg har ønsket så længe, at vide, hvad jeg skulle gøre og nu hvor alle celler i min krop prøver at skubbe mig til at handle, tør jeg ikke. Jeg stiller mig i vejen for mig selv. Skaber undskyldninger. Forklaringer. Bortforklaringer.

Hvis jeg ikke vågner i morgen, er det okay.
Jeg er ikke til fare for nogen. Jeg er ikke bekymret. Jeg gør ikke noget ved det, men tanken alene er også tung nok, synes jeg. Det er længe siden, jeg har tænkt den. Sådan rigtigt. Jeg ved godt, tanken er forkert. At den ikke har ret. Det er ikke mig. Ikke den del af mig, der bør vinde i al fald.

Jeg håber solen skinner i morgen. Jeg trænger til at solen skinner. Jeg har brug for at blive sat fri.

/Zju