Læs dagbog

Kære A

Undskyld. Uanset hvad det er jeg har gjort eller sagt, så undskyld.

Det er sikkert min egen fejl, men det ville virkelig være en hjælp, hvis du vil fortælle mig, hvad det er, jeg gør forkert. Hvad det er, der har fået dig til at slette mig som kontakt uden ord og hvorfor du nu ikke vil svare mig, når jeg rækker ud efter dig.

Du kender ikke alle mine dæmoner – det er der ingen, der gør – og det er heller ikke dit ansvar, at jeg ikke kører mig selv i hegnet igen. Men du ved, jeg er sårbar. Du ved, jeg kæmper. Og du ved, hvor meget jeg har behov for en, der lytter. En, der rent faktisk hører hvad jeg siger.

Det er okay, hvis den person ikke længere skal være dig. Jeg forstår det godt. Jeg er en udfordring. Jeg er svær at rumme. Du har dit eget liv. Jeg kan ikke forlange, at du har plads til mig. Og det gør jeg heller ikke. Jeg ville bare virkelig ønske, at du kunne se, at jeg er værd de fem minutter det vil tage dig at forklare, hvorfor du nu har skåret mig væk. Uden et eneste ord.

…

Kære Zju

Du har aldrig været god til at knytte relationer. Aldrig. Hvorfor kommer det bag på dig nu at det heller ikke lykkedes dig at skabe noget meningsfuldt denne gang?

Hvorfor skulle det have ændret noget at du er ældre, mere åben og er blevet bedre til at stå ved dig selv og din sårbarhed fremfor konstant at gemme dig, som du gjorde før? Du er jo stadig den samme som du altid har været. Ødelagt.

Accepter det og kom videre. Væn dig til at du enten må være alene – altid – eller nyd relationerne, når de opstår. Glæd dig over dem, mens de er der og vær så klar til at give slip, når de forsvinder igen som dug for solen.

Du hjælper ikke dig selv ved at stille spørgsmålstegn ved hvorfor det sker igen, for det er bare sådan det er. Du har styrker. Du er ikke ubrugelig. Det ved du også godt selv. Nærværende, ligeværdige og vedvarende sociale relationer er bare desværre ikke en af dem. Tough luck. Just let it go.

/Zju – Alene. Igen.