Læs dagbog

For mig selv og for andre. For alting. Men mest mig selv.

Jeg har mistet min ro. Jeg har mistet tilliden til mig selv. Jeg har mistet tilliden til andre. Det er min egen skyld, som altid, men det gør det ikke mindre smertefuldt. Jeg træffer dumme beslutninger igen. Jeg har mistet al fornemmelse af tryghed.

Jeg smiler stadig, det er bare ikke oprigtigt længere. Jeg er tilbage bag maskerne. Mit utal af masker. Jeg har i mange år været en mester i at gemme mig og nu gør jeg det igen selvom det gør ondt. Jeg er træt af at gemme mig, men jeg tør ikke andet. Jeg er ikke stærk nok til at kæmpe ligenu. Jeg kan ikke mere… ligenu.

Mennesker omkring mig tror stadig på mig. De forvisser mig om at det nok skal blive godt igen. Rationelt vil jeg gerne tro dem, men jeg er ikke så sikker på længere, de har ret. Jeg har brug for luft. Jeg har brug for ro. Jeg har brug for at se et glimmer af fremskridt. Jeg kan ikke klare flere tilbageslag ligenu. Jeg orker ikke flere. Ikke mere. Ikke nu. Lad mig få pause.

Det gik fremad for en stund, men nu er jeg slået tilbage igen. Det gør ondt. Jeg har ondt. Jeg saboterer mig selv igen. Jeg sover ikke mere. Jeg tør ikke mere. Jeg har ikke energi. Jeg taler kun med maske på. Det virkelige jeg må ingen se. Jeg kan ikke tåle flere afvisninger. Ikke nu. Ikke mere.

…

/Zju