Læs dagbog
Jeg har såret en ven
En side i dagbogen "Linedans med livet"
Skrevet af Zju 24. september 2014 08:43
I går endte med at blive en rigtig tarvelig dag. Det var en hård tur i rutsjebanen og hver gang jeg kom lidt opad var det som om jeg øjeblikket efter faldt endnu dybere end før – de fleste gange uden jeg kunne sætte en finger på, hvorfor. Jeg kunne ikke finde ro da jeg skulle i seng. Jeg endte med at søge tilflugt i en samtale over nettet med en ven. Jeg havde brug for nogen til at give mig et kram og fortælle mig at alting nok skal blive godt igen. At jeg er ok. Sådan blev det ikke.
Det startede fint. Min ven fik mig til at smile. Fik mig til at grine og glemme alle mine issues for en stund. Det var skønt. Men jeg dummede mig. Jeg sku’ ha’ startet med at sige, at der var ting, vi ikke skulle tale om. Min ven fik uforvarende sagt noget, der ramte mig. Hårdt. Han opfangede det med det samme, men da var skaden sket. Jeg var brudt sammen. Der er aldrig nogen god måde at afslutte sådan en samtale på, men det var blevet sent, så vi ku’ heldigvis undskylde os med at vi også begge skulle til at i seng. Jeg fik ikke meget ro. Har vendt og drejet mig hele natten og min hjerne ville ikke slukke ned. Jeg har spillet samtalen for mig selv om og om igen og jeg har i tankerne fortalt ham alt det, jeg ikke kunne sige i går. Har skrevet det ned i et brev her til morgen. Ved ikke om jeg sender det. Det er ikke fair over for ham. Han fortjener ikke at få læsset alt mit bøvl over på sig. Han har ikke bedt om det.
Det bliver en lang dag i dag. Har været oppe i flere timer, men er stadig kun halvvejs igennem min morgenmad. Jeg har svært ved at spise når jeg har det sådan. Også selvom min krop skriger på energi. Jeg er både lettet og ked af at jeg er alene hjemme i dag.
Min mand kan mærke jeg kæmper. Han har gjort dagens to do liste kort og tilmed givet mig mulighed for at springe gåturen over og nøjes med at hente post. Det giver mig lidt ro. Jeg håber dog at jeg kan tage mig sammen til at komme ud og gå en lille tur. Det vil sikkert gøre mig godt. Jeg trænger til at komme ud og komme væk. Hvis bare det ville lade være med at regne.
/Zju
Kommentarer fra andre brugere