Læs dagbog

Jeg bliver nemt usikker når jeg skal prøve noget nyt. Det er værst, når jeg skal prøve noget alene, men det sker også ofte selvom jeg har min mand eller min mor med. Det er irriterende. Det er irrationelt og det forstyrrer mig.

Min hjerne arbejder på højtryk for at forberede mig på alting. Jeg fører lange samtaler med mig selv, når jeg f.eks. går en tur eller går rundt og laver mad. Jeg forestiller at jeg fortæller andre om ting jeg oplever eller hvordan jeg har det og jeg kommer med svar på spørgsmål, der ikke er nogen der stiller mig. Det er lidt mystisk indimellem synes jeg, men det giver mig en form for ro. Det virker lidt underligt for jeg KAN jo ikke rigtig forberede mig på at møde nye mennesker eller møder på kommunen eller hos lægen eller andet for jeg VED jo aldrig hvad de vil sige og hvad de vil spørge om. Det virker som spildt krudt at spekulere så meget over alting på forhånd. Men jeg gør det alligevel, dels fordi jeg ikke kan lade være og dels fordi det giver mig en ro, når jeg f.eks. går en tur, som jeg desværre endnu ikke er helt tryg ved.

I starten talte jeg skridt, bad fadervor eller citerede sangtekster for mig selv - helt bevidst - for på den måde at holde angsten og panikken væk. Det virkede, men det er også tåbeligt. Jeg kan jo ikke gå gennem livet som en mimre-tante, der snakker med sin egen hjerne hele tiden. Jeg bruger ikke lyd, altså, jeg tænker kun jeg snakker, jeg siger rent faktisk ikke noget, men det er stadig noget, jeg håber, jeg med tiden kan lave om. Jeg er jo aldrig rigtig til stede, når min hjerne arbejder på at forberede mig på andre situationer og møder med mennesker.

Jeg har opgivet at øve mig i ikke at tænke. At slå min hjerne helt fra og bare gå en tur. Det er for stort et skridt for mig endnu, åbenbart. Jeg kan ikke bevare min ro, hvis jeg slukker for mine tanker. Jeg kan mærke jeg bliver nervøs og utryg. I stedet øver jeg mig sommetider på at være til stede og kun tænke på ting, jeg lægger mærke til på min lille tur. Solen, vinden, blomsterne og fuglene. Det er nemmere end helt at slukke for tankevirksomheden, men det er klart sværere end at tænke på alle mulige andre ting, der popper ind i mit hoved. Jeg kan holde til mindre når jeg går på den måde. Jeg bliver hurtigere træt, både fysisk og mentalt, og jeg har behov for mere hvile, når jeg kommer hjem fra sådan en tur, end hvis jeg har gået og snakket med min indre stemme hele vejen.

I dag har jeg gået tur for første gang i nogle uger. Jeg har haft fokus på andre ting og derfor har gåturene været sat lidt på standby. Nu skal jeg igang igen. Jeg valgte den længste af de små ruter, jeg normalt vælger imellem og det gik fint. Jeg var ikke bange, kun lidt usikker indimellem, men det fik jeg heldigvis skubbet væk igen med det samme før det satte sig fast i mig. Det var dejligt at være udenfor og jeg fik endda tænkt at i morgen vil jeg måske gå en helt ny tur. Det må være på tide, jeg prøver mig selv mere af. Jeg vil så gerne videre. Nu må jeg se, i morgen er i morgen og det er ikke sikkert jeg har modet alligevel til at prøve noget nyt når det kommer til stykket, men det må tiden jo vise. Min ok tur i dag kommer jo under alle omstændigheder ikke dårligt igen.

/Zju