Læs dagbog

Gennem hele mit liv - eller i hvert fald så langt tilbage som jeg kan huske - har jeg båret masker. Ikke altid, men ofte og kun yderst sjældent har jeg været udenfor døren uden en maske eller flere med mig. Ikke fysiske masker, men masker, som jeg kan gemme mig bag ved. Masker, som kan lukke de dele af mig, som jeg ikke ønsker andre skal se, inde. Masker, der skjuler mig, mit sind og mine følelser eller masker, der viser alt, for at få en reaktion.

Vi kender sikkert alle smilet, man klistrer på, når man går ud af døren på en dag, hvor verden ikke skal stille spørgsmålstegn til hvordan man har det. På dage, hvor andre ikke skal se, man har ondt eller græder indeni.

Mit arsenal af masker går meget videre end det. Der er masker til enhver tænkelig situation og ofte skifter jeg mellem dem uden at tænke over det. Per refleks finder jeg den i bunken, der passer til situationen. Gennem de seneste år er jeg blevet mere bevidst om maskernes tilstedeværelse og på hvornår og overfor hvem, jeg bruger dem. Jeg ønsker i bund og grund ikke at skjule mig. Jeg ønsker egentlig ikke at ændre adfærd afhængig af hvem jeg er sammen med eller hvordan andre har det eller ser på mig. Jævnligt ønsker jeg at jeg kunne smide maskerne ud, lade paraderne falde og stå ved hvem jeg er og hvad jeg er. På godt og på ondt. Men det bliver aldrig til mere end et ønske. En fjern drøm. Maskerne er her stadig og jeg tager troligt en på så ofte som det er nødvendigt. Af hensyn til mig selv eller af hensyn til andre.

Jeg skal skærme mig selv siger psykologen. Nuvel, men inde i mig er der noget, der siger mig, at jeg bør kunne lære at skærme mig selv uden at bruge alle disse masker. Uden at skulle skjule mig og uden at skulle bruge alle disse masker, der gør mig forvirret og ude af stand til at se, hvem jeg selv er.

For hvem er jeg egentlig når alle masker, facader og parader er væk? Når alle forsvarsmekanismerne er sat på pause og der kun er det inderste mig tilbage. Hvem er det så, der ser tilbage på mig i spejlet?

-Den smilende, udadvendte og sociale, der kan snakke hele natten?
-Den altid hjælpsomme og omsorgsfulde, der gerne låner en skulder og et øre når andre har det svært?
-Den indadvendte og kedelige, hvis liv aldrig rigtig er blevet til noget?
-Den selvdestruktive, der stikker sit grimme fjæs frem og skræmmer mig gang på gang?
-Den ynkelige, der bryder sammen i gråd på de mest upassende tidspunkter og som til tider får selv mig til at stille spørgsmålstegn ved, om jeg bryder sammen med vilje - for at få opmærksomhed og omsorg - eller om jeg virkelig bare ER så ynkelig, utilpasset og utilregnelig?
-Den flittige og velstrukturerede, der kan nå det hele på den halve tid og det endda med et smil på læben?
-Den generte, der inderst inde higer efter bekræftelse og anerkendelse, men som ikke kan tage imod en kompliment og altid sætter sit lys under en skæppe?
-Den professionelle, der kan sit kram og ikke lader sig skræmme af noget eller nogen?
-Den håbefulde, der ønsker en bedre fremtid og har gåpåmod og vilje til at gøre en forskel for sig selv?
-Drømmeren, der kan drømme sig til alt, men som godt ved, at drømmene altid kun vil være drømme og som godt ved, at jeg aldrig vil blive til andet end en tom skal?

Maskerne er mange og spørgsmål om motiver, intentioner og bagtanker ligeså. Vigtigst af alt er dog kun ét: Hvem er jeg?

Jeg håber jeg en dag finder svar.

/Zju