Læs dagbog

Ordene er min mands og de faldt i går, da jeg bragte ham frokost, mens han sad og arbejdede fra hjemmekontoret. Han fik tårer i øjnene. Jeg tabte nærmest kæben på gulvet.

Lige der gik det op for mig, hvor hårdt de sidste alt, alt for mange måneder (og år :/ )har taget på ham. Lige der med de bævrende læber og blanke øjne ramte han ind i det inderste af mig og fik mig til at se noget, jeg troede jeg allerede vidste, men som jeg tydeligvis ikke har set klart nok før nu.

Jeg har bildt mig selv ind at jeg godt vidste, hvor hårdt det var for ham og at jeg godt vidste, det ikke er nogen dans på roser at leve sammen med mig og slet ikke med de ting, der har været budt mig/os de sidste par år. Men intet kunne have forberedt mig på, hvordan jeg skulle føle, da han så på mig med de øjne og sagde de ord til mig.

Lige der kunne intet vælte mig og i dag kan jeg kun smile når jeg tænker på det. Jeg ligger sikkert sammenkrøllet i gråd igen om nogle timer fordi det bare er sådan det er for mig for tiden, men lige nu kan jeg gå på månen. Lige nu svæver jeg.

/Zju *opslugt af dyb, dyb kærlighed og en smule lettelse*