Læs dagbog

Jeg roder i dag. Jeg har ingen ro. Det er svært og jeg har ondt. Jeg er skuffet over mig selv. Jeg er træt og ked af det.

Egentlig har jeg slet ingen grund til det, det ved jeg godt, men det er som om jeg ikke kan/vil forstå det i dag. Jeg er bare sur og umulig. Ikke udadtil, men på mig selv. Dumme mig, tarvelige mig og fuldstændig ukonstruktive mig.

Jeg har set dette mønster før. Jeg tør ikke tro på det går mig godt. Jeg tør ikke tro på det fortsætter. Jeg skal nok finde en måde at sabotere mig selv på. Jeg finder altid en måde. Bevidst eller ubevidst. Det er en selvopfyldende profeti at det aldrig kan gå godt i længere tid.

Jeg burde bryde mønsteret. Det burde ikke være svært, når jeg nu så tydeligt kan se, det er der. Og jeg kan se, det er forkert. At det er dumt og at det ødelægger mig. Men jeg kan ikke. Min hjerne vil ikke give slip. Jeg bliver ved med at træffe de forkerte valg. Jeg bliver ved med at sætte mig selv i situationer, hvor jeg ved, det kan gå galt. Hvor jeg ved, det vil gå galt. At det bare er et spørgsmål om tid før jeg har saboteret mig selv. Igen.

Jeg har ingen tolerance. Specielt ikke overfor mig selv, mine fejl, mine tanker, min sjæl, men heller overfor andre. Jeg hænger mig i bagateller. Dem allesammen. Jeg tæller ting. Igen.

Jeg irriterer mig selv. Jeg diskuterer med mig selv. Jeg piner mig selv. Med vilje. Igen.

/Zju