Læs dagbog

Har haft en samtale på mit arbejde, der har gjort mig nervøs. Det er fordi der er uklarhed om nogle ting og så spurgte jeg en tidligere chef om det om der var regler om det.

Hun er sådan set fin og saglig nok. Men på et tidspunkt sagde jeg om hvordan nogle ville forklare reglerne, hvis man skulle opstille sådanne, at det ikke var rimeligt og forklarede hvorfor. En kollega der også var tilstede sagde at man kunne da godt mærke at jeg havde temperament. Så bliver jeg ked af det, for jeg var og er ikke sur på nogen men jeg forsøgte jo bare at finde ud af det her, fordi mange var usikre på det og fordi jeg ikke ville svare nogen forkert.

Jeg synes at det er ok med temperament men jeg er også bange for at jeg virker for vred. jeg føler mig ret meget hjemme nogle steder i verden hvor man kan tillade sig at gå lidt mere ud i det uden at der er noget i vejen med det.

Nu spekulerer jeg over det jeg sagde da vi talte om usikkerhederne.

Jeg føler at jeg skal kunne mere, lære mere. Desværre tager jeg det ind på en nok uhensigtsmæssig måde, så at jeg efterfølgende kommer til at presse mig selv. Føler mig utilstrækkelig og jeg tror ikke at min chef mente at det var det jeg skulle men jeg kan ikke lade være. Nu tænker jeg at jeg dagligt må lære nye ting indenfor mit fag. Det er ikke godt nok som det er nu.

(opd: jeg føler mig alene og svigtet af min tidligere chef. Jeg plejer at være glad for at vende nogle ting med hende. Nu er jeg ked af det og kan ikke finde ud af det med reglerne på et område. Så jeg lukker ned. Vil ikke engagere mig i at tale om det. Føler mig sårbar)

Bortset fra at jeg ofte tager denne slags ind og kan finde på at fejlfortolke det som min chef sagde, så kunne jeg bruge samltalen til noget godt også. nemlig at jeg ikke skal søge faste regler omkring det fordi jeg så ikke kan sige nej til noget indfor det felt. Det er lidt svært at forklare. Men det giver mening for os der talte om det. Og det var jo godt.

I dag er det kvindernes kampdag. jeg tænker ikke så meget kamp, som jeg tænker på kvinderne i min familie og bruger dem som forbilleder. Jeg kan se på en venindes opslag at hun gør det samme. En anden veninde sendte mig et foto på messenger, med tre kvinder fra 1908 der gik selvsikkert, feminint og også lidt vovet klædt og med smil på læben. De så ikke undertrykte ud og de fik også mig til at smile. jeg prøver lige at finde linket hertil. Her skulle det være:

https://www.facebook.com/photo/?fbid=4075048655839832&set=gm.1808874342623693&__cft__[0]=AZX3CIrGIqX6spEtdiszq_TNkp5VK9jI7cr-xnMMbSNIYSG0iznJOj_beu0OdNyVnWfx-rTOSZ9LYd2Z1UVBxX4tQfeS77289LW4-SCrde8myxJZlpMjnR9z_sgkLAOTyBVNjvoopoBiu1f2ux6qewun&__tn__=EH-R

Ette og Cloe. Tak for jeres kommentarer i min sidste db. Ette. Det var en stor hjælp, det du skrev. Næste dag ringede jeg til min mor og sagde at jeg måske havde lovet for meget fordi min bror var syg og så kan man komme til at gøre noget forhastet fordi man tror at man så gør ting bedre. Måske at han og min mor så får det bedre. Min mor havde faktisk tænkt lidt det samme. Så nu er jeg her. selvom jeg stadig ikke ved hvor jeg skal være om 1, 2, 5...år. Jeg tænker også meget over hvordan jeg kan være god ved mig selv, for så kan man også være bedst overfor andre. Det hænger jo nok sammen på en eller anden måde.
Cloe. Min bror er i stamcellebehandling. Han har fået taget nogle stamceller ud, fået maxkemo og sat stamcellerne ind igen. De skal nu gøre deres effekt, forhåbentlig. Det tager omkring 10 dage. Det er en uges tid siden han fik dem sat ind i gen. Han har det vildt dårligt og går vel lige på nippet til at dø. På sygehuset siger de at sådan er det. Nogle klarer det nogle gør ikke. Jeg ved ikke om min bror klarer det, men jeg tror faktisk at han klarer det denne gang. Jeg ved ikke hvor lang tid det vil give ham. Jeg kan huske at du for et stykke tid siden skrev at din far (var det ikke?) også havde været igennem et kræftforløb i knoglemarven. Jeg vil sige dig tak for din betænksomhed og gode tanker og ønsker. Knus til jer begge.