Læs dagbog

Jeg er nødt til at komme op af det her hul.
Jeg er nødt til at gå ud af den syge virkelighed om mig selv. Fra den dommer, der ikke findes, men som ustandselig dømmer mig. Jeg skriver syg fordi de selvfordømmende tanker hverken er virkeligheden eller sandheden. De tanker, der siger at jeg ikke fortjener livet, at jeg skal gøre mig fortjent gennem præstationer og gennem en form for perfektion og styrke. at jeg må ikke være svag, at jeg skal klare.

Jeg går med livet, ikke med døden også selvom jeg jo skal dø engang. Det store liv er godt. Det er er mere end mit liv og jeg ved at jeg også skal handle udfra det. Det er noget jeg er blevet opmærksom på og jeg vil gerne henimod det.

Jeg vælger livet.

Jeg ved at det vil kræve at jeg øver mig måske resten af mit liv, men det vil jeg gøre.
Jeg kommer til at falde ligesom nu jeg er ikke oprejst endnu. Jeg er ikke cool og bliver det måske aldrig (det er godt nok lidt træls at tænke på), men jeg må huske, at det handler om noget andet, at vælge livet. Den mulighed har jeg.