Læs dagbog

for et par dage siden græd jeg på arbejdet fordi der var pres og jeg stod i et dilemma. Nej faktisk græd jeg ikke på arbejdet men efter arbejdet da en kollega passerde mig i sin bil og spurgte ind til det. Hun stod op for mig, støttede mig på en helt særlig måde. Her gik jeg jo og følte mig forladt og alene. Hun ringede igen i går og spurgte hvordan jeg havde sovet. Hun ville sikre sig at jeg havde det godt. Sagde at nu skulle jeg stå op for mig selv, passe på mig selv, tillade mig at få tid til at tage nogle af de afgørelse jeg skal tage, at jeg gerne måtte sig fra fordi ingen kan alt. Vi er bare mennesker. Jeg er også et menneske. Jeg overtænkte. Hun ville støtte mig og tale min sag også overfor mig). Det var både et kærligt spark og vildt stor omsorg. Vi ser dig, sagde hun om sig og en chef. Jeg siger det her til dig som en ven, sagde hun. Du har også være der for mig, da jeg havde brug for det om gengang jeg havde hjulpet til med noget.

jeg skulle også huske at mit lille arbejde skulle være et hyggeligt et. Det fortjente jeg.

jeg blev næsten helt overrumplet og viste næsten ikke hvad jeg skulle sig, så jeg sagde tak igen og igen. Jeg var og er simpelthen så rørt og kan heller ikke forstå det helt. Er det virkeligt rigtigt? Jeg synes, det var helt vildt.

Det er også lidt mærkeligt at tænke på hvor skidt jeg har det med mig selv, når sådant noget virkelig kan røre og ramme mig som det gør.

Selvom det er meget svært for mig vil jeg stå op for mig. jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det. Som om jeg skal gå uden at kunne gå. Jeg må gøre det i det små, øve mig.