Læs dagbog

Hvis jeg når jeg dør ligger på et dødsleje og skal sige de sidste ord til mine børn, vil jeg sige at jeg elsker dem, at jeg er stolt af at de er som de er. Jeg vil også sige til dem at det hele nok skal gå.

Jeg tænker at det jo er lidt dumt at udsætte disse råd og erklæringer til mit dødsleje. Eller i hvert fald kun sige det der. Jeg har sagt at jeg elsker dem og at jeg er stolt af dem fordi de er dem de er.

Det med at det nok skal gå, er lidt af en udfordring for mig at sige. Men siden jeg gerne vil sige det til dem må det jo være noget som jeg synes er vigtigt. Så det må jeg selv lære og lære at vise dem og sige til dem.

Derfor må jeg arbejde med min bekymring og angst også for dem.

--------------

I forhold til mig selv, så har jeg været i Jylland og besøge min familie. I går skulle jeg så på kursus i KBH. To af mine børn kom og spiste her. Nu er jeg træt. Jeg har også hold i nakken eller et eller andet og hovedpine. Jeg har ikke sovet godt i nat og er ikke udhvilet.
Der er ting jeg er må og vil træne. Både noget i forhold til problemer med min hofte og noget med min stemme. I dag bliver det godt vejr og i eftermiddag efter arbejde vil jeg sidde ude med kaffe og skrive et brev til en veninde. God plan. Jeg er bare træt og øm og sommetider må jeg skrue ned for ambitionerne og slappe af. Andre gange lave noget af det jeg planlægger og andre gange igen gennemfører jeg min plan. Det er jo også godt for mig at bevæge mig og træne og øve. Det skal bare ikke betyde belastning.

Det var lidt komisk da jeg var i KBH. Jeg havde overvejet hvad jeg skulle have på. Fandt en for mig ny kjole og taget den på. Jeg tog også en ny læbestift på. Jeg fandt en lang pæn trøje at tage over. Efter togtur og gang til en bænk et dejligt sted og hvor jeg havde smilet "selvsikkert" til verden fandt jeg ud af at jeg havde vendt vrangen ud på trøjen, med en lang vaskeanvisningsflap flagrende. Ak ja, sådan kan det gå.

I må have en god dag.