Læs dagbog

Det begynder at ligne sidste vinter mere og mere udover at madproblemerne viser sig på en anden måde og jeg er i andre omgivelser. Min depressive sindsstemning stjæler mere og mere af dagen, i går stod jeg ikke op før aftensmaden klokken 18, noget jeg ikke har gjort siden sidste vinter.
Det er jo ikke fordi jeg ikke gider. Det er fordi jeg ikke kan overskue det. Overskue at træde ud på gulvet, gå nedenunder, snakke med andre, se på andre. Få de samme spørgsmål som alle andre morgener, formaninger om at jeg skal spise og folk der forgæves forsøger at få en samtale i gang. Det virker bare 1000 gange mere tillokkende at blive liggende her og kigge ind i væggen. Bare ligge her og ignorere hele verden med undtagelse af de gange hvor et personale kommer op og banker på min dør. Jeg bliver træt bare af at skrive om det..

I går aftes var jeg egentlig i et okay humør. Imellem 20 og 22 formåede jeg både at snakke, grine, spise en banan og planlægge alle de aktiviteter jeg skulle i dag. Jeg skulle op til morgenmaden og med på gåtur, have rengjort mit værelse, lave frokost, styrketræning og ugesamtale med min kp. De to første ting er fejlet
_________________________________
Jeg var til lægen med min kp, og min læge vil lave en recept på Seroquel. Det betyder at min opstart ligger i næste uge. Nervøs? Ad helvede til..

For første gang i jeg ved ikke hvor lang tid, har jeg spist ca de kalorier jeg skal uden at noget er røget op igen. Jeg har heller ikke talt dem efter frokost, fordi jeg VED jeg bliver ked af det. At jeg er over mit kalorieindtag er jeg ret sikker på, men jeg forsøger at udligne med at jeg de andre dage i denne uge har spist laaangt under det antal jeg skal have. Det er på samme tid totalt skræmmende og en kæmpe lettelse. Det er underligt at have været nogenlunde mæt siden frokost. Ikke overmæt, bare tilpas mæt.

Jeg har sagt til både min kp og min mor at jeg IKKE tager til spiseklub på mandag. Jeg vil ikke udsætte mig for det lige nu, jeg bruger dagene op til på at være bekymret og flere dage efter på at være totalt smadret psykisk og have det rigtig dårligt hvor der intet skal til for at vælte mig. På den måde går der jo nemt 5-6 dage på de 3 timer middagen varer. Jeg har sagt til min mor at jeg enten bliver hjemme eller sidder og græder under en busk, jeg vil ikke være med. Det kan godt være at vi skal udfordre os selv, men jeg synes jeg har rigeligt udfordringer med bare at få min hverdag til at hænge nogenlunde sammen. Jeg behøver ikke store sociale udfordringer oveni, tak.

Om to uger skal vi på vintertur. Igen med det andet opholdssted. Jeg er helt vildt nervøs, jeg vil næsten kalde det bange. Vær gang tankerne eller samtalen lander på turen, får jeg det dårligt. Så meget for åndssvagt socialt samvær. Jeg har det fint i mit eget selskab.