Læs dagbog

Jeg var under 100 kg i går. Så let har jeg ikke været længe. Det er stadgvæk alt, alt, alt for meget, men det går den rigtige vej. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne sige jeg gjorde det på den sunde måde.
I går var jeg en halv time på vores motionscykel og min mor og jeg gik en lille tur. Den blev ikke så lang som sædvanlig fordi der var helt vildt glat på den vej vi plejer at gå. Derfor gik vi kun 20 min i stedet for 30 og i et langsommere tempo så vi kunne holde øje med hvor vi gik. Det skuffede mig, jeg ville gerne have gået hurtigere og længere så jeg kunne forbrænde mere. Vi var nemlig ude og spise til frokost. Jeg bryder mig ikke om at sige nej tak til mad fra mine forældre, jeg ved de bliver skuffede, så jeg måtte på toilettet og få det op. Problemet var bare at det ikke ville op. Jeg kunne ikke spise noget fordi den dårlige samvittighed tyngede mig resten af dagen og jeg ville så gerne lave motion for at gøre den lettere. Jeg må gøre det bedre i dag. Jeg skal gøre det bedre i dag.

Jeg tænker for meget på mad og vægt, jeg skriver for meget om mad og vægt og jeg ved ikke hvordan jeg skal give slip på det. Alt bliver talt i kalorier.

Jeg er begyndt at farvelægge i malebøger igen. Det giver en hel speciel ro i mit hoved hvor jeg ikke skal koncentrere mig om andet end hvilken farve det næste felt skal være. Den ro har jeg endnu ikke fundet ved andre aktiviteter.

Det er i dag jeg oprindeligt skal tilbage til opholdsstedet. Jeg vil ikke tilbage. I morgen er der den spiseklub, og det har været så rart ikke at skulle tænke på den også nu jeg bestemte mig for ikke at dukke op. Jeg synes jeg har gjort meget for at samarbejde i de 5 måneder jeg har boet der, men jeg vil også have lov til at sige fra hvis jeg ved at noget bliver for meget. Det gør jeg nu. Jeg kan ikke klare de aftener som jeg har det lige pt.
__________________________________
I går besøgte vi min farfar. Han er kommet på et hospice som forhåbentlig kan smertedække ham ordentligt og sørge for at han får noget mad. Han er blevet frygteligt tynd fordi han ingen appetit har. I går virkede han heldigvis rimelig frisk, han sad op og snakkede med os i næsten en time. Da vi skulle gå, rejste han sig endda op selvom man kunne se det var svært. Han fortalte mig at han har det okay. Det er typisk den mand at underdrive, enhver kan se at han ikke har det okay. Dog sagde han at han har det bedre på det hospice end han har haft det andre steder, og med det tror jeg på ham. Det var et rigtig fint sted og personalet virkede flinke og utroligt kompetente.