Læs dagbog

Det har været en svær dag. Jeg tog til badminton uden at have indtaget andet end et glad vand og blev selvfølgelig svimmel. Set i bakspejlet skulle jeg bare være blevet hjemme taget i betragtning at jeg ikke havde noget i kroppen. Jeg løj for C og spillede en sidste kamp mens det føltes som om jeg kunne falde hvert øjeblik. Blot for at forbrænde kalorier. Det er jo ikke sundt.

Aftensmad blev spist, og da jeg ikke kunne få noget op, gik jeg i panik. Jeg forsøger at overbevise mig selv om at jeg ikke tager på af at have spist ét måltid. Mit sunde fornuftige jeg ved jo godt at man ikke tager på af at spise et måltid og slet ikke når man i forvejen har været i underskud af kalorier et stykke tid, men så kommer 'det andet jeg' og fortæller at jeg ikke burde have spist det, jeg tager på af det bla bla. Havde en virkelig person sagt det til mig, havde jeg bare sagt 'whatever', så hvorfor tror jeg på det når jeg selv siger det?

I morgen skal jeg til lægen og have taget EKG. Jeg fik taget et for få måneder siden, og det er da lidt træls at jeg skal have taget det igen. Det er nok på grund af den nye medicin.
Der kommer nogle forældre og kigger på opholdsstedet på vegne af en ny ung der måske skal flytte ind. Jeg kan slet ikke overskue nye mennesker i mit liv, men jeg er nødt til at smile og være imødekommende. Heldigvis er de der mens min kp og jeg er hos lægen.

I weekenden skal jeg ud med mine spejderkammerater. Jeg savner dem helt vildt meget, og jeg glæder mig. At være i selskab med dem er noget der plejer at gøre mig glad, og jeg savner virkelig noget glæde i mit liv.

Jeg har det svært med tanken om medicin i mit blod. Hvorfor ved jeg ikke, det føles bare forkert. På den måde er det nok godt at jeg ikke selv står for min medicin, hvis der ikke var nogen der låste det ud til mig havde jeg formentlig ikke kunnet få mig selv til at tage det. Derudover har jeg også den motivation at hvis jeg kører mit eget show med medicinen en gang til, kan jeg nok ikke bo på opholdsstedet. Medicin er en af de ting man bare ikke skal fucke op når man bor her, formentlig fordi de ved hvor syg man kan blive af det. Det er en af de få ting de slet ikke tolererer, og lederen af opholdsstedet sagde også til mig sidste gang at jeg var heldig det gik så godt. Det kunne have været kønt at blive sparket ud af opholdsstedet inden jeg havde boet der i to måneder. Stoffer, alkohol og medicin har de meget stramme regler omkring.

Det ændrer bare ikke på at jeg ikke kan forlige mig med tanken om medicin i mit blod. Det kan være det bliver bedre, jeg ved det ikke. Jeg så at jeg i min dagbog i går havde skrevet;
"Min nye medicin er doseret. Jeg har allermest lyst til at gå ned og bede dem smide hele lortet væk, jeg skal ikke have noget som helst. Medicinen i mit blod frastøder mig."
Der havde jeg det rigtig skidt, nu ved jeg jo godt at jeg har brug for medicin til at klare hverdagen. Jeg har taget et valg om at jeg vil have det bedre, og det indbefatter at være samarbejdsvillig omkring medicin, og jeg stoler jo på at min psykiater har valgt det rigtige medicin og at hun vil hjælpe mig. Jeg har kun taget det i to dage i allermindste dosis, der er jo ikke sket noget, og jeg ved ikke hvorfor det er tanken om medicin i min krop der er så svær.

Aftenen har egentlig været fin nok. Jeg spillede kort med en af medarbejderne og skak med en medbeboer. Det er ellers længe siden jeg har haft overskud til at spille.