Læs dagbog

4. august
Det er aften, og de kan være svære. Alle er gået i seng, og jeg sidder helt alene med mine tanker. I det år jeg nu har boet på mit opholdssted har jeg ikke været i stand til at bede om hjælp, og jeg tvivler på om jeg nogensinde bliver det. Med jævne mellemrum, og så sent som i onsdags, oplever jeg en beboer komme og sige 'jeg har det skidt' til et personale. Hvordan kan det være naturligt for nogen og umuligt for mig?

Jeg startede med at græde, og nu sidder jeg bare og føler mig så forfærdeligt tom. Det startede med at jeg kiggede mig i spejlet mens jeg børstede tænder, og på en måde skiftede min sindsstemning. Den var ikke den bedste før, og alligevel blev den værre. Jeg kom til at tænke på fremtiden, en ting der oftere gør mig trist, deprimeret og sommetider vred og irritabel end den gør mig glad og forventningsfuld.
Selvom tingene ser 1000 gange lysere ud end for et år siden, har jeg svært ved fremtiden. Min fremtid. Jeg kan ikke se mig selv blive voksen, få en uddannelse og et job, møde en mand og måske få børn. Jeg kan ikke se mig selv blive gammel og glad med familie og dø naturlige årsager, mættet af liv. Det er ikke fordi jeg har aktive selvmordstanker og planer lige pt, men de tanker fylder alligevel meget. Især fordi man hele tiden bliver mindet om fremtiden af spørgsmål som 'Hvad vil du være?' Jeg plejer at fyre en gammel drøm af, for hvordan skal jeg kunne vide det når jeg ikke engang har vænnet mig til tanken om at jeg skal have en fremtid endnu? De tanker kan sagtens holde mig vågen til langt ud på natten eller ødelægge mit humør på et sekund.

Her i uge 30 var jeg på spejderlejr. En af de ting der kan gøre mig oprigtigt glad et stykke tid. Jeg holder så meget af de mennesker der som jeg har kendt i flere år, også fra før jeg blev dårlig. De har haft det svært ved at se mig lukke mig ind i mig selv, men min leder, som er et virkelig støttende menneske, sagde jeg at smiler mere end sidst hun så mig for et halvt år siden. Hun sagde at jeg er mere som den Mathilde de kender og husker. Det gør mig så varm at høre, det må betyde at det bliver bedre selvom det ikke ligefrem altid føles sådan.
____________________________________

6. august
I morgen starter vores sædvanlige struktur igen. Det er skide svært, for der er ikke noget i mit ugeskema der gør mig glad og motiverer mig til at stå op. Før i tiden var der vores hund. Den hund som vi desværre ikke har længere, og som jeg mangler i min hverdag. Han havde en ganske bestemt evne til at berolige mig og få mig i bedre humør. Især den ene times agility jeg havde hver tirsdag med hunden og Cl var en motivation.
Det var rart at der i det mindste altid var en der var glad for at se en.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at det snart er efterår og at efteråret og vinteren plejer at betyde et ordentligt dyk. Min mor kommenterede allerede her i sommerferien på at jeg er begyndt at lyde mere negativ igen. Jeg magter ikke den 4/5. dårlige vinter, jeg magter ikke den sindsstemning og de tanker der plejer at følge med.
Egentlig havde jeg lovet mig selv at jeg ikke skulle opleve endnu et efterår, men selvmordstankerne er stilnet af og der er et eller andet der får mig til at forsøge lidt mere. Et lille bitte håb, måske? I bund og grund ønsker jeg jo ikke at dø når jeg lægger selvmordsplaner, for jeg hader tanken om at forlade min familie og at alt det her har været ligegyldigt, jeg ønsker bare endnu mindre at leve. På det tidspunkt føles det mindre og mindre som et valg og mere og mere som om jeg er nødt til det for alles skyld. Det føles som om jeg er en byrde for alle og at selvom folk nok bliver kede af det, ville det være det bedste i længden. Jeg elsker min familie over alt på jorden, og jeg hader at jeg trækker dem gennem alt det her.
Hold nu kæft, det her endte med at blive pisse negativt som altid..

Der er en lille snak om at jeg måske skal flytte ud af vores hovedhus (huset med mest støtte og hvor alt personalet er 24/7) og ud i et af de to andre huse der ligger ca 30 og 50 meter fra hovedhuset (hvor man bor sammen med to andre unge og stadigvæk får meget støtte af personalet til at klare hverdagen).
Er jeg klar? Aner det ikke.
Ville jeg komme til at isolere mig? Måske.
Ville jeg kunne komme til persoalet når jeg får det skidt? Formentlig ikke.
Jeg vil bare så gerne, for det er et kæmpe skridt at få mere frihed og samtidig mere ansvar. Samtidig er jeg træt af at her hele tiden er uro fordi det er her alle samles og at have så lidt private space. Jeg har mit værelse, men det er også det eneste sted hvor der ikke er folk. Fra klokken 7 til klokken 23 kan man høre lyde konstant fordi folk går rundt nedenunder, laver mad, snakker, går ind og ud af dørene og alt det der. Jeg bliver så træt i hovedet af det.

Min højt elskede farfar synger på sidste vers. Efter mange års sygdom hvor han gang på gang har overrasket ved at blive frisk efter det har set rigtig sort ud, svigter hans lever. I mandags var jeg med min far inde og besøge ham i hans lejlighed. Han er så tynd, og han er blevet helt gul. Han ser rigtig syg ud. Vi fik os en rigtig god, lang snak. Jeg græd på et tidspunkt, for jeg kan slet ikke udholde tanken om verden uden ham. Han sagde at han holder rigtig meget af mig, og jeg sagde at jeg holde rigtig meget af ham. Jeg fortryder så udtroligt meget de år hvor jeg skubbede hele min familie fra mig. Det er år med dem som jeg ikke får tilbage.
Jeg ved godt hvor stor sandsynligheden er for at det var sidste gang jeg så ham. Jeg kommer først hjem igen på fredag, og det kan ske når som helst nu.
Han har ikke altid haft den største forståelse for min situation, men jeg ved at han ønsker det bedste for mig. Han kommer til at mangle.