Læs dagbog

Onsdag morgen ringede min mor med beskeden at min farfar er død. Efter at have været syg så længe fik han endelig fred. Det er en lettelse at vide at han ikke har det dårligt mere samtidig med at det er helt vildt hårdt at vide at han ikke længere er her. Blandede følelser.
Han ville ikke længere, og han har fortalt at den eneste grund til at han var ked af at skulle dø, var at vi ville blive kede af det. Det er ikke så hårdt som jeg havde frygtet at det ville være, og det nok fordi jeg ved at han gerne selv ville det, at det sidste lange stykke tid af hans liv var ren ventetid for ham. Vi ved at han ikke har det skidt længere. Det burde bare være sket for en måed siden hvor hans lange gode perioder sluttede. Dengang han stadigvæk var en lille smule tæt på at have det okay. I stedet skulle han igennem en måned med ingen appetit, smerter, tiltagende træthed, flere fald og infektioner og ingen livslyst.
Han skal begraves om en ugen, det vil sige 1. septemper. Han kommer på den anonyme hvor min farmor også ligger. Min farmor blev lagt der fordi hun ikke ønskede at være til besvær. Det samme ønskede min farfar ikke plus at han gerne ville begraves ved hende. Det bliver en virkelig hård dag.

Maden går helt ad helvede til. Jeg beslutter at jeg skal tabe mig, skærer ned på måltiderne, overspiser, kaster op, føler mig som verdens klammeste menneske og starter forfra. En lorte ond cirkel at komme ind i. Cirklen afviger nogle gange lidt ved at jeg kommer til fornuft og spiser måltiderne alligevel og for det meste overspiser og kaster op, at jeg når at springe en del måltider over eller at jeg slet ikke skærer ned på måltiderne og alligevel overspiser osv., men det er sgu et helvede ligegyldigt hvad.
Spisningen (eller mangel på samme) ved jeg jo efterhånden godt handler om følelser og kontrol. Jeg kan virkelig ikke få mig selv til at fortælle det her til min kp, for jeg ved at det kommer videre til resten af personalet på deres danjournal, og jeg skammer mig helt sindssygt meget over det.
Det er som om spiseproblemerne kommer i nogle forskellige perioder. En periode hvor jeg spiser meget, meget lidt og de fleste dage ingenting og kaster selv små mængder mad op, en periode hvor jeg spiser normal mængde mad og overspiser, de meget, meget korte perioder hvor min spisning er nogenlunde normal og så den periode jeg er i nu som er én stor blanding af det alt sammen.
Faktisk er det en ret stor ting at jeg har fået øje på alt det her, men det er også pisse irriterende at jeg alligevel ikke kan styre det.

Jeg har det ikke særlig godt for tiden, og at min farfar døde hjalp ikke på det. Jeg har selvskadetrang, jeg har selvmordstanker, jeg isolerer mig mere og mere og jeg græder rigtig ofte. Efter i onsdags er jeg også fyldt op med sorg. Jeg prøver at tænke på noget andet, men det er nok heller ikke ligefrem sundt at forsøge at gemme det væk. Jeg kan bare slet ikke overskue at skulle deale med det nu.