Læs dagbog
Jeg skal starte i skole
En side i dagbogen "Mod lyset.. Here we go.."
Skrevet af melle 12. april 2017 21:16
Det går godt. Selvom jeg stadigvæk har det rigtig skidt indimellem går det så godt med nærmest alt andet at jeg stadigvæk synes jeg alt i alt har det godt. Denne gode periode har egentlig varet nogle uger efterhånden. Af erfaring ved jeg at det kan gå nedad lynhurtigt, men jeg forsøger at tage det en dag ad gangen og nyde det gode.
Den 20. april starter jeg på et skoleforløb på CSU. Jeg skal have undervisning i dansk og matematik tirsdag og torsdag fra 11.00-12.15. Jeg er helt vildt nervøs og helt vildt spændt. Jeg tror at det at der skal ske noget nyt godt kan komme til at påvirke hvordan det går, men som min kp siger må vi tage den derfra når tiden kommer.
Skoleforløbet er for unge mennesker op til 30 år, så det er noget af en aldersforskel fra mine små 17 år. Jeg mindes at de sagde den ældste lige nu er 25, men 8 år er stadigvæk en del. Til en start er det primært en øvelse i at have noget udenfor opholdsstedet og kunne fungere i et meget lille skoletilbud på ca 5-7 per hold.
Jeg er virkelig glad for at vi har fundet dette lille sted, for den anden skole vi havde kigget på er alt, alt for stor og ustruktureret til mig lige pt. Det ville nok betyde at der ville gå endnu længere tid før jeg kunne komme i skole, og jeg kan virkelig godt lide at lære.
Lige nu er jeg på påskeferie hos mine forældre, og jeg skal først tilbage på opholdsstedet på søndag.
Med maden svinger det meget synes jeg. Jeg har perioder hvor jeg ikke spiser, perioder hvor jeg spiser nogenlunde normalt og perioder hvor jeg har overspisninger og opkastninger og så de perioder hvor jeg spiser mine måltider men kaster størstedelen af dem op igen. Det er virkelig svært synes jeg, for det kan svinge lige så pludseligt som mit humør.
Når jeg skal starte i skole har min kp lovet at hun vil tage med mig første dag. Virkelig rart, for jeg ved ikke om jeg ville kunne få mig selv til at træde gennem døren, jeg vil nok være for nervøs.