Læs dagbog

Der kom ikke rigtigt noget ud af snakken med psykiateren andet end at jeg blev irriteret. Jeg føler at hun ikke husker hvad vi snakker om fra gang til gang, for hun stiller mange af de samme spørgsmål. Cl var som sædvanelig med inde og snakke, og han nævnte kosten. Lige som jeg troede jeg kunne slippe for at snakke om det, skulle han nævne det.
Psykiateren målte mit bmi, sagde at mit vægttab var for meget for den tid det har stået på, spurgte om jeg syntes jeg var ved at få en spiseforstyrrelse og kom med en masse formaninger om hvorfor jeg skal spise. Jeg svarede nej til det med spiseforstyrrelsen. Jeg ved godt at det ikke helt er normalt eller meningen, men ligefrem at kalde det en spiseforstyrrelse.

Min kp skulle selvfølgelig også have det på til vores ugesamtale i går. Hun sagde et eller andet med spisestop, og jeg måtte spørge hvad det betød. Det er åbenbart når man ikke spiser i flere dage. Jeg tænker ikke 'nu går jeg i spisestop', det er nærmere noget der bare sker. 1. måltid bliver sprunget over, så 2. og 3. og sådan fortsætter det. For hver dag der går bliver det sværere at starte igen.
De nævner alle sammen hvilke negative konsekvenser der er ved det her og at jeg skal gøre det sundt. Det er bare ikke lige til. Alt det der ved jeg jo godt, så hvorfor skræmmer det mig ikke til at spise og ikke kaste op?
Når jeg sidder med maden foran mig, min seddel med alle de grunde til at jeg skal spise vi kunne finde og støtte fra personalet er der stadigvæk noget i mig der bare tænker 'nej nej nej!'
Jeg føler endelig der er noget jeg styrer.
Min kp spurgte om jeg gerne vil kæmpe imod. Jeg svarede at på den ene side vil jeg gerne, men på den anden side vil jeg ikke.

I går aftes havde jeg det rigtig skidt, og jeg har lige set at jeg skrev i min dagbog:
'F insisterer på at jeg er god nok. Nej. Nej, nej, nej. Jeg er alt for fyldt med fejl. Aldrig god nok. Jeg ved ikke hvorfor, men på en måde føles alt det her med maden som en slags syg løsning på tingene. En rigtig dårlig løsning, men stadigvæk en løsning. De spørger mig hvorfor jeg ikke spiser, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal svare. Jeg er klar over alt det der med sundhed, men noget i mig 'skriger' bare nej.
Noget i mig har magten, og jeg ved ikke hvordan jeg siger det imod.'
Jeg føler at jeg nærmest ikke skriver om andet end maden. Det fylder bare så skide meget.

I morgen kommer mine forældre på besøg, og de har min nye cykel med! Det bliver så rart at se dem igen, jeg har stadigvæk ikke vænnet mig til at bo væk fra dem. Også selvom jeg snart har boet her i 8 måneder. 8 måneder?! Det er helt vildt længe.

Jeg har det rigtig svært med B. Hun har forsøgt at splitte mig og A ad siden jeg flyttede ind. Hun kan slet ikke acceptere at tingene handler om andre end hende. Bag ryggen på folk bliver der sagt de styggeste ting, mens hun smiler direkte op i fjæset på dem og opfører sig som om man er best friends. Selvfølgelig snakker hun også grimt om mig.
Om hun ved at det er forkert aner jeg ikke. Hvis ikke er det sguda på tide at finde ud af det. Hun er næsten 19 år, og opfører sig som en forkælet lille møgunge som bare kan gøre og sige hvad der passer hende. Jeg gør mit bedste for ikke at flippe helt ud på hende, for konflikter med dem man bor med er noget rod.
Vi er trætte af hende, og det tror jeg godt hun ved. Der bliver ikke snakket lige så meget med hende som før. Jeg tror ikke nogen af os gør det for at være onde, jeg tror bare vi er så pokkers trætte af al det drama hun skaber.