Læs dagbog

I fredags kom de smykker jeg havde bestilt til mine helixpiercinger, og de er præcis som jeg ville have dem. Noget af det første jeg gjorde da jeg kom hjem var at skifte dem ud med de gamle. Mit øre er desværre blevet irriteret og ømt, men det er nok bare på grund af irritation over skiftet. Hvis ikke det går væk må jeg i gang med at rense igen.

Vægten går nedad, og jeg har nu tabt mig under mit første mål. Jeg får ros for vægttabet, og det kan gøre mig helt 'høj'. Ligesom når vægten er faldet.
Inde i mig er det som om jeg har en 'fornuft' og en 'ufornuft'. Fornuften der siger at det jeg gør ikke er sundt for hverken krop eller sind og ufornuften der siger at alt andet kan være ligegyldigt så længe jeg taber mig og bliver mindre. Det fortalte jeg til min kp, og hun sagde at det er bedre at tabe sig sundt. Det ved jeg jo godt, men det er ikke sådan bare lige at gøre.
Hun foreslog at vi kan prøve og lave en seddel med al den motivation vi kan finde for at spise. Jeg tror jeg gerne vil lytte lidt til fornuften, men ufornuften har magten over mig og den 'siger' mindre og mindre, koste hvad det vil.
Meningen med den seddel er at den ligger ved siden af mig til måltiderne så jeg kan kigge på den og se hvorfor det overhovedet er jeg prøver. Jeg har sagt at vi godt kan prøve, men vi har ikke lavet den endnu. Hun kommer på tirsdag.

Jeg forstår ikke hvorfor de går så meget ind i det denne gang. Når jeg får det svært med maden, om det så er overspisning, opkast eller ikke spise, plejer de ikke at blande sig så meget (som jeg egentlig har haft skiftende mellem 2 og 3 siden før jul).
Jeg har aldrig før prøvet ikke at måtte træne som i torsdags, jeg har ikke prøvet ligefrem at diskutere med en medarbejder om jeg skal spise en latterlig banan eller ej og jeg har aldrig før prøvet at de forsøger at støtte mig så meget til måltiderne. Hvorfor gør de det nu når jeg de sidste måneder har fået lov til at styre showet helt selv? Jeg forstår det ikke.
__________________________________

Jeg er tilbage på opholdsstedet. Jeg fik en varm velkomst af en af de andre beboere, og det var rart.
Min weekend hjemme har været okay. Jeg har overspist og kastet op, men det er til at overleve. Faktisk fik jeg købt et par bukser her i dag. Det er jeg tilfreds med, jeg manglede et par.

Det er spøjst at tænke på at jeg for et år siden var indlagt. Jeg længtes efter udskrivelse, og alligevel frygtede jeg den fordi jeg skulle hjem til mit eget helvede igen.
Min mor og jeg snakkede i dag. Vi snakkede om hvor skidt jeg havde det dengang. Hun fortalte mig at det var sjældent de så glæde i mine øjne. Jeg kunne godt smile og grine, men at det ikke nåede helt op til øjnene. Sådan er det ikke længere. Jeg kan føle glæde, gode dage findes og jeg har ikke den forfærdelige, konstante tristhed der hænger over mit hoved. Ikke hele tiden i hvert fald.
Da kunne jeg til sidst ikke engang huske hvad oprigtig glæde overhovedet føltes som. Jeg er så glad for at det letter. Og allerede er lettet ekstremt meget.

Det er ved at være sengetid. Min quetiapin hjælper stadigvæk på min søvn, og det nyder jeg.
På onsdag er der snak med psykiateren igen, og jeg har ikke rigtigt lyst. Jeg føler mig ikke tryg ved hende, og jeg har slet ikke lyst til de samtaler. Måske skulle jeg spørge min kp om det er muligt at skifte. Det er svært at snakke med en man ikke føler sig tryg ved.