Læs dagbog

I går spurgte min kp til den manglende appetit. Jeg fortalte hende en halv sandhed, nemlig at jeg bare har mistet appetiten. Ikke at der nok også ligger lidt mere bag.
I de dage hvor jeg ikke har spist særlig meget, har jeg kunnet holde mig selv i kontrol. Det har været MEGET nemmere ikke at falde i. Min frygt blev i går bekræftet da jeg fik tvunget et lille måltid i mig. Efterfølgende spiste jeg småkager og da jeg gik i seng spiste jeg halvdelen af den sandwich jeg skulle have haft til frokost inden jeg gik ud og kastede den op igen. Det var som om det ikke var mig der styrede det jeg spiste efter maden. Selvom det ikke er sundt, på nogen som helst tænkelig eller utænkelig måde, har jeg svært ved at finde motivationen til at spise igen nu jeg ved hvor 'nemt' det kan blive for mig.
Jeg har bare ikke lyst til hverken at spise eller ikke at spise. Det er jul, og jeg vil da gerne kunne nyde julemad, julesmåkager og juleslik i moderate mængder, men jeg har en lille dum tanke i mig, nemlig at jeg jo aldrig før har kunnet praktisere moderate mængder så hvorfor skulle det lykkes i år. Så hellere ikke spise, mener den. Gå dog væk!
___________________________________
Jeg har spist frokost i dag. Til eftermiddagakaffen spiste jeg en kanelsnegl for at sige fuck jer tanker, men da jeg kørte den anden ned blev det for meget. Jeg forsøgte diskret at forlade bordet og ikke bare styrte op på toilettet for at få det ud - jeg kunne nemlig forestille mig at det ville sætte noget i gang i hovederne på de andre. Det lykkedes vidst - ingen satte spørgsmålstegn ved noget.
Jeg hader det her. Jeg hader det, hader det, hader det men det gør mig samtidig noget så glad og lettet.
_________________________
Efter et styks overspisning og opkastning i den sene eftermiddag, kunne jeg ikke få mere end et par bidder aftensmad ned. Jeg føler mig så utroligt ulækker. Hvornår jeg sidst græd over et ganske almindeligt måltid ved jeg ikke, men tårerne løber ned ad kinderne nu. Den medarbejder jeg spiste med spurgte indtil hvorfor jeg ikke ville spise. I stedet for bare at svare at jeg ikke har lyst eller noget lignende, rejste jeg mig og gik. Ikke ligefrem måden at få dem til at tænke 'nå' på..
_____________________________
Når jeg sidder og læser mine notater fra hele dagen igennem kan jeg godt se at det her ikke er sundt. Hverken psykisk eller fysisk.
At sige det til min kp eller psykiater føles bare rigtig, rigtig forkert. Jeg har ikke lyst til at være mere på tværs og til besvær end jeg er i forvejen.