Læs dagbog

Jeg er nervøs for at spise til aftensmåltiddet. Nervøs for at miste kontrollen over hvad og hvor meget jeg spiser, nervøs for at jeg fortryder. Jeg har allerede kastet mad op to gange i dag, jeg har virkelig ikke lyst til at risikere at ende i en tredje. Det er et helvede. Skal jeg spise, skal jeg ikke spise. Hvad skal jeg spise, hvad skal jeg ikke spise. Skal jeg ikke risikere noget eller skal jeg presse mig selv til at spise med den risiko at jeg får spist mere end jeg kan håndtere psykisk og får så dårlig samvittighed at jeg kaster det op igen?
Idéen om at fortælle det til min kp er så fristende og skræmmende på en og samme tid. Jeg har ikke lyst til at dette skal fortsætte og alligevel er jeg så bange for at jeg så vender tilbage til en vægt der bare stiger og stiger.
______________________________
Jeg formåede at spise for mange småkager. Det gav mig en forfærdelig fornemmelse af dårlig samvittighed. Min reaktion var at kaste lortet op igen. Jeg er så fucking træt af det her. Jeg har i dag kastet op tre gange uden nogen overspisning, blot ved indtagelse af det de fleste nok ville se som almindelige mængder mad og som jeg heller ikke ville hæfte mig ved at andre spiste. De skal bare ikke være i MIN krop.

Her til aften fik jeg endelig fortalt det til min kp. Jeg sagde at jeg begynder at få problemer med mad, og at de bare vokser sig større og større. Fra opkast efter en overspisning en gang imellem til at jeg bliver så nervøs over at spise og miste kontrollen efterfølgende at jeg nogle gange helt undgår det og at jeg kaster op efter relativt almindelige portioner af mad. Det er ikke efter al mad jeg kaster op, nogle dage er sværere end andre, og det er specielt usund mad som kage, småkager eller lignende der ryger op.
Hun svarede at hun godt havde tænkt over det. Specielt god til at skjule det har jeg så heller ikke været. De ville formentlig konfrontere mig med det på et tidspunkt alligevel. Hellere at jeg selv får samlet mod.

Min kp vil kraftigt råde mig til at tage imod medicinen, sagde hun. Hun foreslog at jeg måske kunne aftale en bestemt tidsfrist, sådan at afprøve medicinen i, med psykiateren. Efter den tid kunne vi så beslutte om den skulle beholdes eller noget andet skal prøves. Det kunne måske være. Min største frygt er lige nu vægtøgningen.
Efter hvad hun har observeret omkring alt fra at stå op om morgenen til hyppighed af selvskade, mente hun at noget medicin snart skulle på.

Jeg vil bare så gerne slippe for medicin!