Læs dagbog

Bare nogle tanker

En side i dagbogen "Lorte liv"
Skrevet af silentgirl 9. august 2018 18:18

Hvornår skal man reagere? Skal man vente til at det er gået helt galt. Jeg mærker at det er på vej men vil helst ikk erkende nederlaget. Jeg sidder tilbage med trælse tanker og fuld af stemmer. Jeg vil ikk falde tilbage. Jeg har haft det så godt men nu kan jeg kun mærke dårlighed og ængstelse. Mit hjerte hamrer derud ad og jeg tvivler meget på mig selv. Jeg har kæmpet diskret indeni mig selv og har båret rundt på en facade men jeg kan mærke at den smulrer fra hinanden. Jeg er bange for hvad der vil ske, når facaden er helt ødelagt.. Facaden har skjult en kommende galopperende sygdomserkendelse. Jeg ved at facaden ikk holder evigt og jeg har ikk tid til at smide facaden. Jeg blir nødt til at opretholde den. Der er så mange ting jeg ikk vil gå glip af men samtidig mærker jeg at facaden blir mere og mere gennemsigtig.
Jeg lever på håb og kræfter og vil så gerne blive ved med at opretholde facaden og gå hverdagen igennem men kan jeg blive ved med det?

Jeg vil ikk miste mine kommende oplevelser. Jeg vil så gerne være levende men føler at jeg dør ligeså stille. Tænker tit på hvordan jeg ville gøre hvis jeg skulle ende mit liv lige nu og her.. Men fremtiden holder mig kørende. Tankerne blir stærkere og jeg er bange for hvad det bringer med sig. Inderst inde vil jeg helst leve men kan ikk holde stemmerne ud mere. Jeg lever på dampene og kæmper virkelig på at holde hovedet ovenvande men mærker nedgang og det gør mig urolig.

Ved egentlig ikk om jeg kæmper for mig selv eller alle dem omkring mig?
Vil så gerne at det ser ud til at alt er i orden men det falder fra hinanden og sidder stadig tilbage med usagte og ugjorte beslutninger og overskuddet til at holde alt oppe i strakte arme. Hvorfor skal det være så forbandet svært?

Jeg vil ikk indrømme min sindstilstand og har udadtil signaliseret at jeg havde det godt og der er intet i vejen. Jeg har løjet overfor mig selv men også alle omkring mig. Jeg gør det kun i god mening men det er meget forkert!
Jeg burde være ærlig og søge hjælp men jeg vil ikk ødelægge de gode ting som jeg oplever. Jeg kan kun leve hvis der sker noget som forhindrer mig i at tænke over livet og stoppe op og se at alt falder fra hinanden. Men kan jeg holde til det i længden?

Jeg er meget selvskadende men har holdt det for mig selv, da jeg er på en måde pinlig berørt men det er en nødvendighed for at jeg kan holde sammen på mig selv..
Jeg elsker smerten og synet af skaden jeg forvolder. Jeg bløder godt nok ikk men der blir dejlig rødt og en smerte-varme breder sig i min krop.
Det gør bare så dejlig ondt og når jeg er 'færdig' så breder der sig en glæde og lettelse i min krop. Og jeg længdes efter det når jeg stopper.
Er jeg blevet afhængig?

Kommentarer fra andre brugere

Hej søde silentium flot du skriver om det så faktisk nået om en person der lavedede selvskade på sig selv fordi hun var politimand hårdt job men syntes det er ok at skrive om det er bedre at komme frem med har jo selv været selvskadetruendevdog harjeg ik ar tja ver man bør stoppe ved jeg ik men måske du burde snakke med en profesionelle bare et råd mange knus fra kirae

Skrevet af kirae2002, 9. august 2018 19:41

Silent

Skrevet af kirae2002, 9. august 2018 19:41

Det lyder meget som mig... der er bare ikke rigtigt noget der holder en tilbage, hvis man først får begyndt.
Følelsen af at fortjene den forbandende smerte og få den ud.

Det eneste jeg prøver at gøre, er at forestille mig hvordan jeg så ser ud når jeg efterhånden bliver mere og mere dækket med ar... er det det jeg ønsker? Er det dét DU ønsker?
Hjælper det fysisk at sidde på hænderne, bruge isterninger mod huden eller stramme elastikker? Jeg ved det ikke, det er ikke det samme.

Skrevet af Tiger_x, 10. august 2018 22:29