Læs dagbog

Angsten fylder rigtig meget for tiden og har absolut ingen kræfter tilbage.
Syntes det hele er svært og er egentlig meget opgivende. Jeg falder dybere og dybere ned i det mørke hul. Prøver at holde ved men kan ikk blive ved med at holde fast. Der sker mange ting indeni mig og er som altid fuld af modstridende følelser. Det ene øjeblik ser jeg solen og det andet ser jeg kun skyerne. Jeg er hele tiden ked af det og har ikk lyst til noget. Jeg prøver at bilde mig selv ind men også folk omkring mig at alt er helt ok men i sandhed går det af helvede til.
Jeg er så ked af at være mig. Får hele tiden tårer i øjnene og græder tit når Morten sover eller når jeg er alene. Det gør så ondt indeni. Tårerne triller nu..
Jeg holder mig kun kørende pga min familie. Ved at jeg ville såre dem, hvis jeg bare gjorde en ende på det. Jeg har så men ikk selvmordstanker men er bare træt af det hele men min selvskadetrang er stor. Ved ikk om jeg kan kæmpe imod det meget længere. Når jeg kigger på mine arme, så ønsker jeg at se friske sår - gerne med sting. Savner det. Jeg savner blodet og smerten.