Læs dagbog

Nu kører det med en fast rytme... tidlige opvågninger med angstfølelser hver dag.... i weekenden lidt senere opvågning, men stadig senest kl. 5. Angstfølelsen er der inden jeg har tænkt den første tanke - det er ren fysiologi. Og den forsvinder, hvis jeg står op... men det kan jeg godt finde på at nægte, hvis klokken er mellem 3 og 4.
Det er arbejdet. Uden at der kører nogle særlige konflikter... kun almindelig travlhed og de konstante krav om præstationer. Den mindste modgang sætter sig varigt på mine følelser. Måske må jeg nå til den erkendelse, at jeg ikke kan klare et almindeligt fuldtidsarbejde uden piller. Det går hver dag, tilsyneladende helt normalt... men jeg bliver efterhånden mere og mere udmattet og tyndhudet, er ikke sikker på, det holder i længden. Begynder så småt at overveje muligheder om flexjob. Flexjob - sandsynligvis ikke realistisk at få(?), eller nedsat tid mod min mands vilje, eller piller mod min egen vilje, eller denne for min alder uacceptable tilstand? Nervøs som foran den vigtigste eksamen hver evig eneste dag? Eller... hvis jeg kører det over år.... vil det gå over, eller ender det i et sammenbrud? Fremgangen ligger i, at jeg ikke endnu har fået depression i kølvandet på stressen... alligevel bedre end tidligere gange.