Læs dagbog

Jeg føler mig så uendelig alene i verden. Jeg føler ikke jeg har nogen jeg kan tale med.
Jeg ønsker mig inderligt en som ville lytte og forstå. Og en jeg kunne give det samme til.
Jeg savner en som holder af mig. Som jeg er.
Jeg føler mig ikke elsket af nogen.
Jeg prøver at sige til mig selv at min mor elsker mig. Men det er svært at tro på. Hun siger det aldrig.
Men jeg må prøve at huske på alle de ting hun gør for mig.
Nogen gange savner jeg en kæreste. En som holder af mig og som jeg kan holde af.
Jeg er utrolig ensom
Men jeg ved heller ikke om jeg turde være sammen med en mand. Om jeg turde åbne mig op for en mand. Samtidig længes jeg efter en.

Jeg er trist. Bange utryg og nervøs.
Men jeg havde 2 gode timer hos mig selv i dag. Jeg tog begge hunde med og jeg tog det sidste julepynt ned og fik støvet lidt af (jeg mangler dog soveværelserne) og fik vandet de fleste blomster.
Jeg fik set lidt tv også.
Men så begyndte det hele at vende igen.

Jeg kæmper også meget med smerterne i ryggen. Jeg kan ikke finde hvile og jeg tager endda smertestillende. Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg ville have så ondt efter flere måneder. Nåh men nu har jeg fået et brev med en masse spørgsmål om ulykke og dens konsekvenser. Min mor har lovet at hjælpe med at svare på spørgsmålene i weekenden. Jeg er nervøs og bange for ikke at forklare det godt nok. Jeg ønsker at de forstår at jeg stadig har men efter ulykken. Bare smerterne ikke bliver permanente. Det frygter jeg virkelig efterhånden.


Jeg kan ikke lide blæsevejret - det gør mig utryg. Især når jeg er alene. Jeg synes jeg høre alt muligt og jeg bliver meget paranoid.